Billede beskrivelse

Mikael slog tonen an: Vild opbakning til koncerter

21. december 2024 kl. 19.01

AGGER: Selv ikke i sin vildeste fantasi, havde Agger Darlings forpagter, Mikael Andersen, forestillet sig, at han i løbet af et års tid har kunnet etablere et spillested, som publikum i den grad har taget til sig.

Faktisk er publikum væltet ind i et antal, som nærmest har fejet benene væk under ham.

- Der har været en fuldkommen vild og fantastisk opbakning til koncerterne, men også til spisningen før koncerterne. Man tror næsten ikke, at det kan lade sig gøre i lille Agger, siger han.

Men det kan det godt. En status, hvor 28 af årets koncerter er opgjort, fortæller om 4.261 solgte billetter, hvoraf de 1.651 tog spisningen med.

- Det er jo helt fantastisk, at man i en lille by og i så lille et område, kan møde så kæmpestor en opbakning, smiler Mikael.

Men opbakningen til koncerterne, gør ikke Agger Darling alene. Restauranten er også begyndt at trække flere og flere gæster til, så Mikael nu kan holde åbent året rundt med et dygtigt team på seks fuldtidsansatte plus fem løstansatte på timeløn.

Billede beskrivelse

- Restauranten har fået styr på baglandet i den forstand, at jeg har fået to dygtige og kompetente kvinder ind på de vigtige poster, som restaurantchef og chefkok. Det er Camilla Stephansen, som har bosat sig i Agger med sin kæreste og Mona Lise Frøslev fra Thisted, siger Mikael.

Restauranten står både for maden til koncerterne, men også for maden til større selskaber og grupper og den daglige a la carte. Og så mangler de ansatte heller ikke kreativitet, når det handler om at bringe sjove gimmicks på banen for at tiltrække gæster i ydersæsonen.

Tager over på ældremad

Senest var det et tilbud om aldersrabat, hvor den ældste i selskabet gav rabatten til alle.

- Den gimmick tiltrak hele 356 gæster på de fire dage, vi kørte med aldersrabatten. Det var både det ældre ægtepar og større selskaber på 10-12 deltagere, hvor mormor midt i 80-erne naturligvis var i centrum, for det var jo hende, der trak prisen ned for alle. Og alle spiste flittigt fra menukortet, og især mange desserter og hyggede sig i hinanden selskab, siger Mikael.

Allerede nu står det fast, at Agger Darling vil gentage aldersrabatten i februar, men med omvendt fortegn, hvor det bliver selskabets yngste, som trækker rabatten.

- Det bliver en gimmick, hvor vi appellerer til det yngre publikum, for dem vil vi gerne tiltrække flere af for at vise, hvad vores restaurant kan og formår, siger Mikael.

Det kan især de ældre i byen også få lov at smage på i januar, hvor Agger Darling vil forsøge at kompensere for badehotellets lukning ved at tage over med en prisfornuftig dagens ret, som take away. Dagens ret har i mange år været et populært tilbud hos badehotellet, især blandt byens ældre.

- Restauranten på Agger Darling har vinterlukket i januar, men da flere af medarbejdere på skift vil være på arbejde for at klargøre den til den nye sæson, så har vi valgt at komme byens ældre i møde med et tilbud om dagens ret, som bliver mormormad, krydret med vores a la carte retter og til en fornuftig pris. Det er et forsøg, men bliver det en succes, så fortsætter vi ud over januar, siger Mikael.

Han understreger, at de nye initiativer, Agger Darling søsætter, bliver med skyldig hensyntagen til ikke at tage brødet fra andre.

Det gælder også det brød, som restauranten fremover vil bage til koncertspisningerne.

- Her består menuen af kød, kartofler og salat, men mange har spurgt til og vil også gerne have brød til. Det vil vi nu begynde at bage selv, men vi kommer ikke til at bage andet, for det er slet ikke tanken at gå vores mikrobageri i bedene, siger Mikael.

Som sammen med sit team ser frem til et travlt forår, som allerede starter i februar, med en lang række koncerter, stand-up og foredrag.

- Det er også nyt, men på opfordring, at vi breder vores koncept ud, og interessen er helt klar til stede. Således solgte de to foredrag med Anders Agger ud på rekordtid, smiler Mikael.

Flere af koncerterne er også allerede udsolgt, så vil man sikre sig en billet til nogle af de øvrige, vil det nok være en god idé at få købt i tide.

Forårsprogrammet, som i øvrigt løbende får tilført nye arrangementer og ekstrakoncerter, kan ses på hjemmesiden og på Agger Darlings facebookside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste