Rammerne er på plads, men endnu mangler der lidt, inden det ligner det McDonald's, man kender.
Mad & Drikke

McDonald's i Nykøbing tager form: Her er planen for åbningen

Om lidt åbner McDonald's restaurant nr. 99 på Mors - få et kig indenfor her

30. november 2022 kl. 17:32

NYKØBING: Det summer af aktivitetet på Vester Fald 3 i udkanten af Nykøbing.

Tømrere, elektrikere og brolæggere piler ind og ud mellem hinanden, mens sidste hånd bliver lagt på det, der skal blive til McDonald's restaurant nummer 99 i Danmark.

Da franchisetager Britta Børding viser rundt må det foregå i slalomløb, og det er nærmest ubegribeligt, at den første burger efter planen skal langes over disken allerede 14. december.

- Jeg er 110 pct. sikker på, at vi bliver klar. Det virker måske lidt kaotisk nu, men om få dage begynder det at tage form, og så bliver vi klar til den store åbning, fortæller Britta Børding.

Britta Børdings karriere startede hos McDonald's i Haverslev, hvor hun selv langede burgere over disken.

Hun er i forvejen franchisetager på McDonald's i Frederikshavn og Thisted, så det er en garvet kvinde, der står bag den længe ventede restaurant på Mors.

- Det er over et år siden, jeg stod herude første gang og skulle beslutte, om restauranten skulle placeres på det ene eller det andet stykke mark, siger Britta Børding.

Siden dengang har flere byggerier taget form rundt omkring på Aabro Fald og Vester Fald, og for nylig har Clever offentliggjort sine planer om at placere en helt ny lynladestation klods op ad den kommende restaurant, så elbilejerne kan forsyne sig med en Big Mac mens bilen tanker strøm.

- Jeg kan næsten ikke være i mig selv af spænding over, at vi snart åbner. Jeg synes, det er noget helt specielt at åbne en ny restaurant i et lokalsamfund, hvor man, i modsætning til på en motorvejsrestaurant, får mulighed for at lære kunderne at kende. Det glæder jeg mig meget til, siger Britta Børding. Hun kan godt fornemme, at rigtig mange har set frem til, at McDonald's nu endelig kommer til Limfjordsøen.

- Der har været mange skriverier på sociale medier, og jeg kan også mærke på mine ansatte, der lige nu er i træning i Thisted, at de glæder sig rigtig meget til, at der åbner en McDonald's på deres ø, siger hun.

Den første tid får personalet i Nykøbing støtte af mere erfarne kræfter fra Thisted og Frederikshavn. Både på åbningsdagen, hvor der forventes et stort antal gæster i restauranten, men også i opstartsfasen, hvor alle rutiner skal tillæres.

- Man lærer ikke bare at være på McDonald's fra den ene dag til den anden. Det er noget, der kræver tid og ikke mindst øvelse, siger hun.

Helt præcis, hvad Britta Børding og teamet planlægger til åbningsdagen, holder hun endnu tæt til kroppen. Men det er stensikkert, at publikum kan glæde sig til at opleve en restaurant, der er indrettet og strømlinet til at servicere et meget større antal gæster, end det er tilfældet i de ældre restauranter i Thisted og Frederikshavn.

- Man bygger McDonald's restauranter ret ens, så konstruktionen er fast bestemt på forhånd, men hvordan inventaret skal være, det bestemmer franchisetageren selv. Der er en 16-18 forskellige indretningskoncepter at vælge imellem, og da jeg så dén her tænkte jeg: "Wow, det er den, der skal være i Nykøbing", tilføjer hun.

Se også
Lynladestationer til elbiler på vej til Aabro Fald
Et kig ind i køkkenet, hvor det vrimler med håndværkere, som er ved at gøre de sidste detaljer klar.
Annonceret indhold

Nyeste