Mads og Dee trækker flere og flere gæster til møllekroen
MORUP MØLLE: Den historiske kro ligger ikke ud til alfarvej, så kender man den ikke i forvejen, så hjælper det at blive guidet på vej.
Den guidning skete i første omgang i lokale medier, da Mads Zartow og hans engelskfødte kone, Dee El-Zarif, overtog kroen ved årsskiftet sidste år og genåbnede den i marts. Men her op til parrets anden sommersæson, har de udvidet markedsføringen af møllekroen, så den nu også optræder i turistaviser og -magasiner samtid med, at der nu også skiltes med kroen på kystvejen tæt på turistattraktionen Lodbjerg Fyr.
Og især skiltningen mærkes, for den er begyndt at trække flere spontane turister til, både danske og udenlandske.
- Alle, der cykler eller kører på kystvejen for at besøge Lodbjerg Fyr, kan nu se vores skiltning. På den måde, er vores lille oase her i Morup Mølle blevet langt mere synlig, og det har medvirket til, at flere og flere har fået øjnene op for vores kro. Det er både cykelturister og kørende turister, der lige kommer forbi og kommer indenfor. Samtidig får vi flere spontane overnatninger, når de får fortalt og får set vores syv totalrenoverede værelser på kroen. Det har gjort en stor forskel, at vi nu har de værelser samtidig med, at vi nu også selv står for udlejningen af de 18 store hotelværelser i tilbygningen. De værelser blev tidligere udlejet gennem et feriebureau, siger Mads.
Med sommersæsonen i gang, holder kroen åbent alle dage fra 10-21, men hygger gæsterne sig godt ved den officielle lukketid, så bliver åbningstiden udvidet.
- Vi ønsker bevidst at skabe en hyggelig og rar atmosfære, så vi smider ikke nogen ud, hvis de har lyst til at blive lidt længere, smiler Mads.
Den hyggelige og rare atmosfære, er bygget op om restauranten, der er indrettet i engelsk gastro pub-stil, hvor Mads, der er kokken i køkkenet, laver klassisk pub mad med inspiration fra mange lande.
- Modsat en restaurant, hvor man sidder pænt ved borde og børn helst skal være stille og usynlige, så er vores gastro pub uhøjtidelig og helt nede på den jord, hvor vi selv gerne vil være. Her kan man eksempelvis sidde i baren og spise en burger og nyde en af vores engelske specialøl, eller sidde og hygge sig i vores lounge og lade børnene, hvis man har dem med, boltre sig i vores store legerum, siger Mads.
Og selv om det har krævet lidt tilvænning at få det koncept ind under huden hos gæsterne, så bliver det gradvist taget bedre og bedre imod.
- Det har taget lidt tid for gæsterne at forstå, at de går ind på en historisk kro i Danmark for derefter at befinde sig på en engelsk pub. Men interessen for vores pub er med tiden taget godt imod, og vi ser flere og flere gæster i vores ”anderledes restaurant”, siger Mads.
Selv er han og Dee, der begge kommer fra storbylivet, hun fra London og han fra Herning, faldet godt til i Morup Mølle.
- Vi lever højt på den unikke natur og de unikke omgivelser. Og når man kommer fra et storbyliv, så skal man bare gå en tur i de her omgivelser og vores lille oase, så giver det hele mening for os. Så vi er meget glade for beslutningen om at købe kroen og udleve vores drømme her i Morup Mølle, siger Mads.