Lars venter fortsat på den rette køber
NYKØBING: Lige inden sommerferien meldte ejeren af Restaurant Limfjorden i Nykøbing, Lars Steffensen, ud, at han har sat restauranten til salg.
Men endnu har den rette køber ikke meldt sig på banen, selvom der har været flere henvendelser hen over sommeren.
- Der har da været lidt interesse fra flere sider, men ikke noget konkret. Det er økonomien og finansiering gennem bankerne, der spiller ind. Selv skal jeg jo også have noget økonomi til at falde på plads ved et salg, forklarer han.
Men Lars har heller ikke travlt med at sælge. Da han inden sommerferien meldte ud, at han søgte efter en ny ejer af restauranten og den ikoniske gamle bygning, var det ikke fordi han skulle sælge stedet hverken på grund af alder, sygdom eller økonomien.
- Restauranten er en sund forretning med en god økonomi, så derfor driver jeg og mine 18 fast- og løstansatte restauranten videre og overholder naturligvis alle indgåede selskabsaftaler. Så jeg har ikke travlt med at sælge restauranten, fortæller han.
Men hans udmelding om at afhænde stedet, der i folkemunde også kaldes ” Byens Bøfhus” skyldes rettidig omhu. For han kan mærke, at han ikke har den samme power og drive, som han havde, da han for 20 år siden overtog restauranten.
- Jeg har mange planer og visioner med stedet, og jeg kan se flere muligheder for en fremtidig udvikling af både restauranten og ejendommen. Der kan måske skabes en kombineret restaurant og café måske i kombination med ferieboliger. Det er tanker, som jeg selv har gjort mig og som jeg gerne vil drøfte med en eventuel ny ejer, siger han.
Men han er nu 56 år, og han synes, det er tid til, at få nye og friske øjne på restauranten og ejendommen. Og hvis man kan se mulighederne i stedet, så kan man kontakte Lars Steffensens rådgiver, Andreas Knudsen fra Advice+. Her kan man få et detaljeret prospekt. Men man er altid velkommen til at kontakte Lars selv og efter aftale få en rundvisning og en snak med ham om de tanker og visioner, som han kan se med stedet.
- For der er rigtig mange muligheder, som kan fremtidssikre forretningen, som lige nu kører rigtig godt. Det er som sagt en sund forretning og denne sommer med maser af godt vejr, turister og mange aktiviteter i byen har givet rigtig god omsætning, fortæller han.
Så Lars venter stadig på at den rette køber melder sig – ideer og fremtidsvisioner for Restaurant Limfjord er der mange af, fastslår Lars, der som sagt fortsætter uændret indtil et ejerskifte bliver en realitet på et tidspunkt.