Kunderne stod i kø for at sige goddag og farvel
Torsdag eftermiddag var der skiftedag hos købmanden i Agger, hvor kunderne var inviteret til reception for at sige farvel til købmandsparret Emma Lund Kristensen og Tim Lybæk Vestergaard og goddag til den nye købmand, Nicolai Nielsen.
Og kunderne stod i kø fra første minut af den tre timer lange reception, hvor Emma og Tim blev takket for deres store indsats gennem godt to år, mens Nicolai fik en varm velkomst og mange gode ord med på vejen i sit nye virke.
For Emma og Tim var den sidste arbejdsdag i butikken og receptionen fyldt med både vemod og glæde.
- Det er utrolig hårdt at sige farvel, for vi har været så glade for at være her i butikken og i byen, hvor vi har været en etableret del af fællesskabet. Ud over at møde kunderne i butikken, er vi kommet tæt ind på livet af alle i byen gennem vores engagement som akuthjælpere og spejderledere. Desuden har jeg spillet håndbold i Vestervig gennem de seneste to år, sagde Emma og Tim tilføjede:
- - Vi kommer også til at savne vores personale og alle de frivillige. De gør en kæmpe indsats og er kendetegn for det sammenhold, der præger Agger. Det er en by, hvor alle hjælper hinanden, og det gør Agger til et fantastisk sted at arbejde og bo.
Men nu venter et nyt kapitel for det unge købmandspar, som midt i det vemodige farvel, med glæde ser frem til at vende hjem til det midtjyske og Skals, hvor de om kort tid får nøglerne til deres egen købmandsforretning.
Vi ser naturligvis frem til at komme hjem igen til familie og venner, men også til et nyt og spændende kapitel med vores egen forretning. Og her kan vi også takke for den tid, vi har haft i Agger, hvor vi i en lille butik har fået lov til at prøve det hele af. Det har givet os så god erfaring, at vi føler os godt rustet til nu at få vores egen butik, sagde Emma.
På den lange bane
Lysten til at blive bestyrer af sin egen butik uden at stå med ejerskabet, var den lyst, der fik Nicolai til at søge stillingen for at blive den nye købmand i byen.
- Havet, naturen og omgivelserne i Agger, var andre faktorer, der tiltrak mig. Fra barnsben har jeg været tiltrukket af og været fascineret af naturen og klitterne ved Vesterhavet gennem mange ferier i vores familiesommerhus i Klitmøller. Og efter mødet med bestyrelsen, personalet og de frivillige omkring butikken, var jeg stensikker på, at jeg skulle være købmand i Agger. Jeg har aldrig tidligere oplevet så stort et engagement og opbakning til en butik, sagde Nicolai, der har flere års ledererfaring med sig fra blandt andre Jysk, Aldi og Jem & Fix.
- Så jeg har også købmandserfaring med i bagagen og ser frem til at være byens købmand i mange år ud i fremtiden. Det er en købmand på den lange bane, Agger har fået med mig, og jeg ser frem til at bidrage, så butikken kan fortsætte sin blomstrende udvikling, sagde han, der tyvstartede i jobbet i starten af december for at lære personalet, butikken, de frivillige og kunderne at kende med hjælp fra Emma og Tim.
- Det har kun været en positiv oplevelse. Jeg har fået en god og varm modtagelse af alle, så nu ser jeg frem til at stå på egne ben med hjælp fra alle omkring mig.
Privat bor Nicolai i Sjørring med sin kæreste og bonusdatter.