Billede beskrivelse

Klar til hedebølge? Nu åbner byens nye ishus

Midt i det strålende sommervejr har Nykøbings nye ishus første åbningsdag

14. juni 2023 kl. 15.00

NYKØBING: Fredag åbner Nykøbings nye ishus, Holmens Ishus, lige i rette tid inden der i weekenden er varslet hedebølge på Mors.

- Vi mangler stadig lidt bemanding, men vi skal nok blive klar, siger Jeppe Poulsen, ny ejer af ishuset sammen med Cecilie Holmgaard.

De to driver i forvejen Det Gamle Ishus i Glyngøre, så da muligheden for at udvide med endnu et ishus i Nykøbing bød sig, var de hurtige til at slå til - og det med blot et par ugers forberedelse inden åbningsdagen.

- Vi har længe snakket om, at vi gerne vil udvide, fordi vi synes, isbranchen er en spændende branche. På Mors er der ikke så mange ishuse, og vi havde allerede planer om, at vi gerne ville derover. Så da der pludselig kom én ind i vores isbutik og spurgte, om vi ville købe ishuset i Nykøbing, sagde vi selvfølgelig ja, for det kunne da kun gå for langsomt, siger Jeppe Poulsen.

Ishuset tilbyder det traditionelle udvalg af is med kugler fra Carte d'Or og softice fra Vebbestrup Flødeis, men der vil også være milkshakes og bubble-waffles på menuen.

- Det bliver næsten det samme sortiment, som vi kører i Glyngøre, men vi har en anden leverandør på vores scoop-is (is med kugler, red.). Det har vi valgt, fordi vi også gerne ville prøve noget andet, forklarer Jeppe Poulsen.

Det nye ishus ligger ved Cafe Holmen ved lystbådehavnen i Nykøbing, og der vil være åbent hele sommeren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste