Kendt slagterbutik sat til salg: Tove og Ole runder af efter 40 år
ERSLEV: - Jo! Den er god nok. Nu har vi sat vores slagterforretning officielt til salg.
Sådan lyder det fra Ole Jensen, der sammen med sin kone Tove har drevet Erslev Slagter i 40 år til oktober.
Parret har i flere år luftet tanken om, at de vil sælge og runde af i år, hvor de kan fejre 40-års jubilæum med butikken. Samtidig fylder Ole 60 år 24. august, mens Tove runder de 60 år i 2025. Så med alle de nuller, er det på tide at runde af, mener parret.
- Der går mange rygter om, hvorfor vi vælger at slutte. Men forklaringen er ganske enkelt, at vi vil stoppe, mens legen er god. Lige nu har vi en forretning, der kører godt. Så det er nu, vi selv kan bestemme, hvordan vi skal herfra. Og vi er begge to så sunde og raske, at vi efter mange år som slagtere stadig har helbred og mod på at prøve noget helt nyt, forklarer Ole.
Helt bestemt hvad, har de ikke lagt sig fast på. Men Ole slår fast, at både han og Tove er god solid arbejdskraft, der møder ind til tiden hver dag.
Forretningen favner bredt
Butikken er sat til salg gennem Danske Slagtermestre, hvor man på deres website kan se, hvem man skal kontakte, hvis man ønsker at overtage den meget populære slagterbutik, som er et kendt brand ikke blot på øen, men også i både Salling og Thy.
- Både Tove og jeg fortsætter med at drive slagterbutikken sammen med vores dygtige personale, indtil butikken bliver afhændet. Vi er åbne overfor alle købere, der har interesse i at overtage butikken og køre den videre, enten som den er eller som en mere trimmet forretningsmodel, forklarer Ole.
Og han lover, at han og Tove gerne vil hjælpe et nyt par godt på vej, hvis man ønsker at føre forretningen videre med de opgaver, som de har oparbejdet gennem 40 år. For i dag favner forretningen bredt med både engrossalg, forædling af kød for lokale jægere, lokale gårdbutikker, blandt andet Galgebakkens Hjortefarm, masser af mad ud af huset og så salg af egne varer fra slagterbutikken i Erslev.
- Vi har bredt os meget, og den forretningsmodel, som vi har oparbejdet, kræver jo en del medarbejdere. Vi har lige nu seks ansatte udover os selv, og mange af de ansatte har været hos os i mange år og kender arbejdet i butikken og ude i køkkenet godt, forklarer Ole.
Et kendt brand
Tove og Ole Jensen købte butikken i Erslev, da de var ganske unge; Tove var 19 år og Ole var 20 år. Da de startede, fik Ole hele dyr ind på skærebrættet, og han skar selv ud. I dag kommer kødet i store udskårne stykker, og det har gjort arbejdet lidt nemmere, når kødet skal bearbejdes til enten pålæg, delikatesser eller færdigretter.
- Det er mig, der tager mig af den afdeling med udskæring og bearbejdning af kødet, og det har da været hårdt, især i de første år, at stå med de store stykker kød. Tove tager sig i dag af færdigretterne i køkkenet. Og på det område er der de seneste år sket en rivende udvikling, forklarer Ole.
Så den forretning, som Ole og Tove i dag sætter til salg, er en forretning under stadig udvikling.
- Faktisk har vi lige nu forespørgsel på flere opgaver, end vi kan sige ja til. Så de nye, der vil overtage efter os, får nok at se til. Men vi er meget åbne og sælger forretningen uden bindinger af nogen art. Så en ny slagter kan frit vælge, hvordan han vil drive forretningen fremover, forklarer Ole.
Store sko at fylde ud
Det bliver store sko, der skal fyldes ud efter Ole Og Tove Jensen – for de har oparbejdet et brand, der er kendt over hele Mors, Thy og Salling. Leverpostej, pålæg og færdigretter fra Erslev Slagter ligger også i de fleste kølediske hos fødevarebutikker over hele øen. Og bestillinger på platten til julefrokosten eller maden til familie- eller firmafesten bestilles også flittigt hos Erslev Slagter af faste kunder, der kommer tilbage år efter år.
- Men som sagt, så hjælper vi gerne nye ejere af butikken i gang, og vi har også noget godt personale, som man kan vælge at beholde. For de kender kunderne og ved, hvordan vi plejer at lave ting, hvis en ny ejer da ikke ønsker at starte på en frisk med et helt nyt koncept. Tove og jeg er åbne for alle henvendelser, siger Ole.
Og hvad Ole så skal give sig til, når han ikke længere skal være slagter i Erslev, har han ikke lagt sig fast på.
- Men jeg er da for ung og frisk til ikke at lave noget. Så jeg glæder mig til at prøve kræfter med noget nyt og gerne noget helt andet, end det jeg har lavet i nu 40 år. Tove vil lige tænke over situationen, men mon ikke også hun ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet nogle år endnu, når vi har fået solgt. Det må tiden vise, siger Ole.