Rock mod Rynker – fra venstre Hans Busck, Bror Arnfast, Hans Lund, Leif Kristiansen og Jørgen Kibsgaard Busck – forsøger stadigvæk at holde rynkerne i ave med rytmisk musik og flerstemmig mandssang.
Mad & Drikke

Kas Kafé: Rock Mod Rynker lukker for sæsonen

28. oktober 2022 kl. 10:00

GLYNGØRE: Det er mere end 11 år siden den første Kas Kafé i Glyngøres Kassehus samlede publikum til rytmisk fyraftensmusik, og gennem mange af årene har det været de samme frivillige, der stod for driften af kaféen som en autonom afdeling af Glyngøre Borgerforening.

Men for størstedelen af det gamle hold bliver koncerten 4. november sidste udkald.

Toril Hulaas, Lotte Kristiansen, Anne Bladt, Flemming Eskildsen, Ole Bak og Leif Kristiansen siger farvel og tak efter - for nogles vedkommende - 99 koncerter, udskænkning af tusinder liter fadøl og gode oplevelser med både de gæstende musikere og de mange, mange publikummer, der har bakket initiativet trofast op gennem årene.

Men heldigvis er et nyt hold klar til at overtage.

Søren Dath, der også har været aktiv i Kas Kafé i flere år, har samlet en gruppe nye frivillige, der vil føre traditionen videre. De fleste har allerede samlet indtryk fra arbejdet ved de to seneste Kas Kaféer.

Og det bliver op til dem at lægge rammerne for fremtidens arrangementer.

Rock Mod Rynker

Men i november er det som i de senere år betroet det lokale band, Rock Mod Rynker, der indtager scenen i Kassehuset.

Fire af bandets medlemmer dannede Rock Mod Rynker i 2002 efter at have arbejdet sammen i Glyngøre Revyen.

Hans Lund, guitar, Hans Busck, Bas, Jørgen Kibsgaard, trommer, og Leif Kristiansen, guitar, mente, at rytmisk musik og flerstemmigt mandskor i passende doser kunne modvirke aldringssymptomer. Senere kom Bror Arnfast, tangenter m.m., med i gruppen – og bandet har i alle år spillet af karsken bælg, og påstår hårdnakket, at de ville have se langt værre ud, hvis det ikke var for musikken.

Repertoiret er bredt og blander genrerne rock, pop, folk og hvad der elles lyder godt i ørerne.

Efter koncerten 4. november går Kas Kafé traditionen tro i hi.

Men kun i små to måneder. Allerede 6. januar starter den nye sæson.

Der er fri entré.

Annonceret indhold

Nyeste