Kæmpe prisfald: Her er den nye pris for kendt bageri
HURUP: I oktober 2022 satte tvillingebrødrene Leif og og Mogens Dybdahl Andersen deres livsværk siden 1986 - Røgters Bageri i Hurup - til salg.
Dengang lød prisen på godt 1,7 millioner kroner som Leif Dybdahl Andersen kaldte en god pris.
Men tiden er ikke den bedste for bagerfaget. Det har man bl.a. måttet sande i Snedsted, hvor det ikke lykkedes at finde en bager til Madsens Bageri, der endte med at lukke efter 94 år i byen.
Nu giver brødrene i Hurup det en chance til og sætter prisen ned til 995.000 kroner for ejendommen og inventaret.
Det er via ejendomsmæglerkæden Nordicals, at ejendommen er sat til salg.
Her kan man læse, at "bageriet er i fuld drift, og det fortsætter det med indtil der kommer en køber. Bageriet sælges på grund af forestående pension. I handelen medfølger alt ejendommens inventar og driftsudstyr, således at man køber et køreklart bageri".