Italiensk med nordisk tvist i Thisted: Erfaren kok relancerer bistro i ny udgave
THISTED: Bob Trinkær er kok og elsker at lave mad. Særlig italiensk - som er hans helt store passion.
Nu skal passionen leves ud i form at et nyt samarbejde med Cafe Læ på Sydhavnen i Thisted, som nu er åbnet som italiensk bistro - med alt det lækre fra støvlelandets populære køkken: tagliatelle, carbonara, orecchiette, porchetta, risotto, ricotta, pasta del mare, og selvfølgelig pastaer.
- Jeg har hele min kokketid været passioneret omkring det italienske køkken. Det selv om jeg egentlig mest har lavet fransk og dansk mad. Men når jeg kokkerer derhjemme - ja, så var det altid italiensk mad, jeg laver. Italiensk mad kan noget helt særligt. Det, at man går ud i baghaven og plukker råvaren, og tilberedningen er, så man kan smage retten nærmest ved bare at se på den. Italiensk mad er fuld af smag, som man kan relatere sig til, lyder det fra Bob Trinkjær.
Han er ellers udlært fransk kok i Luxembourg, hvor han var i syv år.
Senere gik turen til København og fem år som kok på Cafe Royal, og derefter 10 år på Sallingsund Færgekro - senest halvandet år på Hotel Limfjorden.
- Nu har jeg lyst til at lave noget helt andet, og dejligt at Figo (Stanikzai - indehaver Cafe Læ .red) er med på min ide. Nu har vi sammen lavet et helt nyt superspændende set-up, en relancering af en af Thys flottest beliggende restaurationer som italiensk bistro. Bygget på den store smagsoplevelse, lavet på de bedste råvarer og med et tvist af de lokale råvarer.
- Her er retterne varieret, så hele familien kan finde noget, de kan lide. Og priserne er til at komme i nærheden af. Retterne serveres, så man fint kan dele og smage hos hinanden. Det er noget, som bliver stadig mere populært, fortæller Bob Trinkjær.
- Vi startede ud onsdag med en rullende start. Men allerede fra weekenden håber vi på mange, der vil komme forbi og afprøve vores nye menukort, der består fem regulære forretter, syv forret/hovedretter, seks regulære hovedretter af kød og fisk, og to desserter: klassikeren tiramisu eller valnøddetærte med creme dulce.
- Sammen med det italienske spisekort tilbyder vi en rigtig flot bred italiensk vinmenu for enhver smag helt op til Amarone. Vi kan tilbyde, at alle vores vine kan fåes på glas, uanset om det er Valpolicella, Veneto, Pinot Grigio, Bardolino, eller den eksklusive hvid eller rød Amarone. Vi har plads til 50-60 gæster. Så vi tager også gerne imod selskaber og virksomheder, fortæller Bob Trinkjær og Figo Stanikzai.
Cafe Læ som italiensk bistro og restaurant er allerede startet og bookingerne er i gang. Det nye makkerpar vil markere initiativet med en reception senere.