Billede beskrivelse

Ingen pølsesnak – der var kun god smag, da årets blodpølse blev kåret

27. november 2025 kl. 15.36

THISTED: Blodpølsen deler vandene, men aldrig smagen hos dem, der elsker den.

Onsdag var 12 dedikerede medlemmer af Blodpølsens Venner samlet for at kåre årets bedste blodpølse – en tradition, der altid finder sted den sidste onsdag i november.

Blodpølsen er kendt i store dele af Europa, men det er kun i Danmark, den har fået status som juletradition. 

I Jylland går den endda under det charmerende navn swot-pøels.

For mange er den en uundværlig del af december – for andre et mysterium, der helst bør blive liggende på fadet.

Billede beskrivelse

Men for de indviede er det årets kulinariske højdepunkt.

Denne onsdag blev smagningen som sædvanlig foretaget som ægte blindtest, og det var styret af Jonas Mårten Kallin Jensen, der er tidligere faglærer på EUC Nordvest.

De 12 medlemmer - alle mænd -mødte op med toptrimmede smagsløg og gav ros til alle seks indleverede pølser fra Thy og Mors.

- Niveauet er tårnhøjt, og konkurrencen tæt, fortæller foreningens præsident gennem flere år, tidligere journalist Poul Erik Tarp.

- Pølserne vurderes på smag, konsistens og udseende – der bliver ikke givet noget væk.”

Alligevel var der én pølse, der skilte sig ud.

Den Gamle Slagter i Vestergade samlede flest point og blev dermed kåret som vinder af Årets Blodpølse 2025.

Slagter Michael Vangsgaard kunne igen hænge det indrammede diplom op i butikken - for butikken har vundet flere gange før.

- Vi er meget glade og stolte hver gang, siger han.

- Det er en ære at være med til at holde den gamle danske madkultur i live. Og ja – når vi vinder, så kan vi godt mærke det. Salget stiger 20-30 procent, for alle vil smage vinderpølsen.”

De seneste års vindere

2023: Spar Thisted, Iversensvej
2024: Erslev Slagter
2025: Den Gamle Slagter

En klassisk dansk blodpølse består af svineblod, byggryn, rugmel, små spækkorn, æblestykker, rosiner og varme krydderier. Pølsen steges og spises varm – ofte med sirup og æblemos.

Derudover lyder både foreningens og slagterens bedste råd:

Lad pølsen modne på køl i 2–3 uger – så bliver den allerbedst.

Årets konkurrence havde seks deltagende slagtere. Fra Thy var det Den Gamle Slagter, Møllevejens Slagter, Menu Vorupør og Spar Thisted. Og fra Mors deltog: Holmens Slagter, Nykøbing og Erslev Slagter (vinder i 2024)

Blodpølsens Venner er en lille, men passioneret forening dedikeret til at holde liv i en af Danmarks mest særprægede – og elskede – juletraditioner.

Og som årets vinderbevis viser:Den brun-sorte klassiker er langt fra på vej ud.

Tværtimod er den mere populær end i mange år. Nu kan man jo besøge den lokale slagter og selv smage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste