Billede beskrivelse

Hvad er det, Emilie og Simon gemmer i Hanstholm?

22. marts 2026 kl. 06.03

HANSTHOLM: De åbner caféen og restauranten Lyspunktet igen ved Hanstholm Fyr her til sæsonen, har de annonceret.

De to kokke, Simon Seidelin Basballe og Emilie Qvist Kjærgaard, der også danner par privat. 

Men samtidig med at de har lagt planer for Lyspunktet, har de vinteren over også arbejdet på noget nyt.

Det vender vi tilbage til. 

Først vil jeg nemlig gerne høre dem, hvorfor deres kærlighed er faldet på Hanstholm.

- Det er mulighedernes land her. Der er et udbud af lokaler og muligheder, og vi er ikke så mange om buddet. Samtidig er der en lokal velvilje, der betyder, at man kan kaste en idé op i luften, og sige man gerne vil leje et lokale, og næste dag har man nøglen, fortæller Emilie Qvist Kjærgaard.

- Vi tør godt prøve noget nyt, og vi tør tage nogle chancer. Samtidig møder vi en lokal opbakning, der støtter og en tilgang, hvor folk siger “det løser vi”, fortæller Simon Seidelin Basballe.

Billede beskrivelse

Se det som et værksted

Og nu er vi vist ved at skulle udløse spændingen.

For i den tidligere garage på Chr Hansens Vej har parret indrettet stedet, de kalder “Hengemt”.

I lokalerne hvor der tidligere lå andelsbageri, har parret skabt et slags laboratorie med højt til loftet.

- Vi gik med en del idéer og lysten til at skabe mere end Lyspunktet, men vi vidste ikke helt, hvad det skulle være. Så dukkede det her lokale op, og så gav det mening for os, fortæller Emilie Qvist Kjærgaard.

- Man kan se det lidt som en tømrer, der har et værksted. Det her bliver vores sted, hvor vi kan rode og arbejde, fortæller Simon Seidelin Basballe.

Billede beskrivelse

Har manglet plads

Der er et industrikøkken og et baglokale. I forlængelse af køkkenet er et stort rum, hvor de nu har sat reoler op med service, fotos, mad- og kogebøger. 

Et stort bord står foran reolerne med stole omkring, og en lille sofa står i vinduet ud mod parkeringspladsen. 

Der er en blanding mellem hjemlig charme og køkkenværksted - og det er netop flere muligheder, stedet skal opfylde.

- Vi har manglet plads, når vi forbereder os til selskaber ud af huset, så det bliver her, vi kan gøre det. Men det er også vores legeplads, hvor vi kan invitere til foredrag, talks, workshops og madværksted, hvis vi vil det, fortæller Emilie Qvist Kjærgaard.

Billede beskrivelse

"Up’e deres fermenteringsgame”

Navnet “Hengemt” er ikke tilfældigt. 

Som Emilie Qvist Kjærgaard udtrykker det, manglede de et sted til at “up’e deres fermenteringsgame” - sagt på moderne dansk.

Og for folk der lige skal synke kaffen en ekstra gang for at forstå den vending, betyder det i det store hele, at de ønskede mere plads til at præservere mad, samt et sted at opbevare det - en slags spisekammer.

- Vi bruger jo alt fra naturen, vi kan bruge, sanker og putter på glas, og det har vi nu mere plads til. Det bliver et lager for restauranten, og det er guld værd for os at have sådan et sted. Det betyder, at vi kan strække sæsonen, og det er jo i sig selv at hengemme, fortæller Simon Seidelin Basballe.

- Samtidig ligger stedet lidt hengemt og er en knopskydning af Lyspunktet. Så navnet er også med reference til stedet, fortæller Emilie Qvist Kjærgaard.

Der er indtil videre ingen faste åbningstider hos Hengemt. 

Men parret vil annoncere på Instagram og deres hjemmeside, når nogle af deres idéer bliver til virkelighed, og de er klar til at invitere indenfor i legepladsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste