Hos Mette og Rene er der god tid til kunderne
NYKØBING: Når man har en passion for de gode råvarer og den gode mad, så deler man gerne sin passion og viden med kunderne.
Og det gør Mette Bækmark Bisper og Rene Madsen gerne.
I august åbnede de specialbutikken Det lille planterige på Rådhustorvet i Nykøbing.
En lille, lokal og levende grønthandel.
- Vi tager os god tid til kunderne, for vi vil meget gerne snakke med dem, dele ud af vores passion og viden om de gode råvarer og mad og samtidig blive inspireret af dem. Faktisk er vi begge nogle snakkehoveder, så det gør ikke noget, hvis man har god tid, når man handler hos os, smiler Mette.
Egne stemmebånd og kundernes er da også blevet smurt de første måneder, hvor den nye specialbutik har vakt manges nysgerrighed med et koncept, som man skal årtier tilbage for at finde tilsvarende. Hos Det lille planterige kan man nemlig købe sæsonens friske grøntsager og tørvarer i løs vægt, frisk frugt, fermenterede varer, syltevarer, olier, økologiske drikke og meget andet og mest fra lokale producenter.
- Vi har haft ældre kunder på besøg, som synes, det er sjovt med en butik, som de selv handlede hos i deres ungdom, siger Mette.
At kunne købe netop det, man har behov for i løs vægt og samtidig få inspiration til brugen gennem videndeling, har ført til en hel del stamkunder og venner hos Det lille planterige. Men Mette og Rene er så nye i butikslivet, at mange endnu ikke har fået øjnene op for specialbutikken.
- Vi bor i den ende af gågaden, hvor der er mindst trafik af mennesker, så vi har været sværere at få øje på. Derfor gør vi meget for at være med og være synlige, når Mors Handel har arrangementer, som senest til Halloween, hvor vores oplyste vinduer trak mange nysgerrige til, siger Rene.
Markedsføringen sker også på de sociale medier, hvor flere og flere følger med i Det lille planteriges nyheder og aktiviteter.
Smagsprøver og kurser
For det levende ved specialbutikken er, at den fortsat er under opbygning. Både fysisk og i forhold til kommende arrangementer.
- Lige nu arbejder vi på at lave et lille tilbereder køkken, hvor vi kan lave smagsprøver for at vise, hvad vores råvare kan bruges til. Samtidig får vi mulighed for at lave forarbejdede varer, som vi vil sælge, som supplement til grøntsagerne. Det vil for eksempel være brød og syltevarer, siger Rene.
Hen over vinteren er det også planen at arrangerer kurser hos Det lille planterige.
- Vi vil gerne lave et fællesskab om mad, så det bliver madrelaterede kurser, siger Rene.
Både Mette og Rene vil udvikle Det lille planterige stille og roligt. Begge var på forhånd bevidste om, at det vil tage tid at gøre den lille specialbutik til en levedygtig forretning.
- Vi håber på sigt, at vi får kunder nok til at få forretningen til at hænge sammen og måske også en dag komme så langt, at vi kan trække løn ud, smiler Mette.
Det lille planterige holder åbent om eftermiddagen onsdag til fredag fra klokken 13 og lørdag fra klokken 10.