Har du en bartender i maven? Værtshuset ligger uden for lands lov og ret
Ikonisk værtshus på vestkysten søger bartendere med lys og lygte
KLITMØLLER: Trods en hel del kommentarer, delinger og "likes" er værtshuset Stalden i Klitmøller fortsat ikke kommet nærmere at finde byens bedste bartender, efter man 14. september lavede et jobopslag på Staldens facebookside.
Og det kommer ikke bag på Morten Kristensen, der er en del af ejerkredsen bag surferbyens genopståede vandingshul.
- Det er meget svært lige nu. Man skal virkelig ville det for at arbejde som bartender og leve den livsstil. Jeg kan se, mange har reageret på vores opslag, men der er ikke kommer noget ud af det endnu, siger han.
Grunden til, at Stalden søger personale, skal findes i almindelig udskiftning.
- Det er en by, hvor der hele tiden er nogle, der kommer til, og nogle, der siger farvel. Og så er det jo en branche, hvor der er stor udskiftning generelt, siger Morten Kristensen.
En kommende bartender op Stalden skal kunne skabe en fest for alle stedets besøgende, pointerer han. Og sammensætningen af gæster spænder vidt, fra unge til gamle, fastboende og turister, surfere og andet godtfolk.
- Man skal være vært og sætte en fest i gang, være nærværende og sjov. Jeg har selv været bartender i utrolig mange år, og jeg må konstatere, at man kan få alle til at skænke en fadøl, men det kræver noget ekstra at kunne se, hvem gæsterne er, og så skabe en fest for dem, siger Morten Kristensen og tilføjer:
- Folk skal føle sig velkomne, også selvom det er en bar, der ligger lidt udenfor lands lov og ret.
I opslaget fremgår det, at man skal være minimum 21 år for at søge stillingen.