Sushi, østers og krabbekløer til 372 gæster skulle der diskes op med fra Hotel Havbadet. Foto: Ole Iversen
Mad og drikke

Halløj på Havbadehotellet: 372 gæster rykker ind

29. april 2022 kl. 12:31

Hotel Havbadet i Vorupør har været lukket i 14 dage. Men det har ikke betydet, at stedet har ligget stille hen. De to indehavere Lene Nørgaard og Thomas Kold har - sammen med en mindre hær af personale og hjælpere - ligget vandret.

For hele Hotel Havbadet med restaurant og VØ-bar har de seneste to uger været booket af det danske energifirma Danske Commodities og dets 372 medarbejdere, som har været på udvidet ”firmaskovtur” med teambuilding og personalepleje i Thy.

På programmet har også været musik begge weekends i det store telt - leveret af Jonah Blacksmith og DJ Klaus Green.

En usædvanlig ordre for hotellet, der her op til sæsonstart, har givet noget at se til for indehaverne.

- Hold da op - det har da været hårdt. Planlægning forud og nærmest arbejde 24-7, når det står på. Gæsterne har været her fra torsdag til lørdag og har brugt hotellet som restaurant, men også som base, fortæller Thomas Kold, og fortsætter:

- Vi har jo udover Danske Commodities egne indslag stået for at arrangere et større program for firmaets ansatte: vandre og cykelture i nationalparken med madpakker, vildmarksbad, sauna og massage på stranden, surfskole og yoga. Og så skulle 40 sommerhuse også lige bookes. For hotellets værelser slog jo slet ikke til.

Begge torsdage - koncert med Jonah Blacksmith i festteltet. Foto Kristian Amby

En masse lokale råvarer er også blevet købt ind. Blandt andet til torsdag aftens menu, der stod på krabbekløer fra Hanstholm, Limfjordsøsters og sushi.

Et festligt indslag til menu var, at før de lækre skaldyr kunne indtages, skulle gæsterne selv lege med at åbne østers og knække krabbekløer. Selv om det har været en god ordre for Hotel Havbadet at blive booket solo af ét stort firma over to uger, så er det ikke noget huset nødvendigvis vil gentage.

- Det har været et sjovt eksperiment at få lov at udføre. At få alt til at klappe og give gæsterne topservice og oplevelser, de vil huske. Men vores hovedopmærksomhed er til enhver tid og først og fremmest på de lokale gæster og turister.

- Men ingen tvivl om, at det har været godt for Thy at have 372 nye gæster fra hele Danmark og også udlandet på besøg. De har alle fået et nært kendskab til områdets flotte natur og kvaliteter. Jeg er sikker på, at den historie nu bliver fortalt videre, lyder det fra Thomas Kold.

Jonah Blacksmith med brødrene Alstrup, her Simon, gav to torsdagskoncerter i festteltet. Foto: Kristian Amby

Lørdag drager de sidste medarbejdere fra Danske Commodities med hovedsæde i Aarhus hjem. Men mon ikke de vil huske længe, dengang firmaskovturen gik nordpå til det solbeskinnede og lune Vorupør og hotellet i havstokken.

Sushi, østers og krabbekløer til 372 gæster skulle der diskes op med fra Hotel Havbadet. Foto: Ole Iversen

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu