Billede beskrivelse

Gæster strømmede til åbning af Dorthes nye café: - Jeg er bare så overvældet og overlykkelig

30. maj 2024 kl. 15.06
Opdateret 03. juni 2024 kl. 11.08

NYKØBING: Hun havde fuldt forståeligt svært ved at sætte ord på de mange følelser, der strømmede gennem hende, da hun torsdag ved middagstid kiggede ud over de mange gæster, der fyldte alle pladser i hendes nye café Kaffehjørnet på Rådhustorvet i Nykøbing og havde gjort det siden åbningen klokken 10.

- Jeg er bare så overvældet og overlykkelig for den kæmpestore opbakning til min café. Folk har nærmest stået i kø fra morgenstunden for at komme ind, og det har både været kendte, men også mange nye ansigter, sagde indehaver Dorthe Ris og fortsatte:

- Det er dage, som i dag, der fortæller mig, at jeg har et drømmejob og har haft det de seneste otte år, hvor jeg fra første dag i min gamle café har glædet mig til at komme på arbejde hver dag.

Billede beskrivelse

Blandt de mange ”stamkunder”, der var mødt frem for at ønske tillykke og tage den nye café i brug over en kop kaffe, var Kenneth Larsen, der havde inviteret sin kones veninde, Mary-Tina Mortensen med.

- Jeg er kommet hos Dorthe flere gange om ugen i flere år. Hun er altid åben og imødekommende overfor alle og altid god til at tage sig tid til at snakke med os kunder om stort og småt. Det har været med til at skabe en behagelig atmosfære i caféen, hvor man altid føler sig velkommen, og den atmosfære føler jeg, hun har formået at tage med over i den nye café. Sammen med den gode kaffe, smiler han.

Den ”gode kaffe” var faktisk også sejlet fra Ærø og kørt til Nykøbing for at være med til åbningen af den nye café.

Billede beskrivelse

Gennem alle otte år med Kaffehjørnet, har hendes leverandør været Martin Herlak fra Dynamo Kaffe.

- Dorthe er en af mine ældste kunder, så jeg har ofte ”truet” hende med et besøg i Nykøbing. Nu kom så den oplagte anledning for at køre fra ø til ø for at være med til hendes stores festdag, smilede Martin, der i dagens anledning stod til rådighed for en kaffesnak med kunderne.

- Kaffehjørnet er faktisk den eneste kunde, jeg har i det her område, men det kan jo være, at Dorthe kan ændre på det med den store succes, hun har med sin café.

Og at dømme på de mange tilfredse kunder, så smager kaffen fra Ærø de lokale på Mors.

Foruden alle de andre lækkerier, de ansatte og Dorthe nu laver i et større køkken til både café og ud af huset.

I dagens anledning bød hun for øvrigt på gratis fødselsdagsboller, for åbningen af den nye café markerede samtidig otteårsdagen for åbningen af Kaffehjørnet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste