Billede beskrivelse

Frans har travlt med at mætte alle munde

15. november 2024 kl. 19.03

HURUP: Med jul og nytår for døren, er der lige nu ekstra travlhed i køkkenet, i caféen og i brødudsalget hos Café Røgter i Hurup.

- Lige nu laver vi julefrokost ud af huset og bager klejner, honninghjerter, småkager og andre af julens søde sager, smiler indehaver Frans Noermark Jensen.

Og både klejner og kager går det som det varme brød og rugbrød, som cafébageriet har fået mange faste kunder på, herunder de friskbagte og morgenfriske rundstykker og morgenstykker torsdag, fredag og lørdag.

Billede beskrivelse

- Vi bager det hele selv, for vi sælger ikke noget, vi ikke selv har bagt. Og mange vælger at nyde en bolle med ost i vores café. Det har vi tidligere skiltet med udenfor under forkortelsen BMO. Kunderne forstod det bare ikke, når vi forklarede, at forkortelsen stod for Bolle Med Ost. Derfor blev vi nødt til at ændre skiltet og skrive BMW, Bolle Med Wust. Det forstår kunderne, smiler Frans.

Sammen med øvrige retter på caféens menukort, mætter BMW en hel del af mundene hos Café Røgter, men langt fra alle.

Selskabsmad ud af huset er nemlig gået hen og blevet en større og større aktivitet, og det er alt fra smørrebrød, pålægskagemænd og carvery-menuer, til mad aftalt med kunderne.

Senest leverede Café Røgter blandt andet maden til den store fællesspisning på Bedsted Skole i forbindelse med Folkeskolernes Dag. Her lød bestillingen på 175 kuverter.

Billede beskrivelse

- Det skulle være en børnevenlig menu, så derfor lavede vi kylling, frikadeller, pastasalat og hjemmelavet kartoffelsalat, siger Frans.

Han tilføjer, at Café Røgter stort set kan lave lige netop den mad, kunden måtte ønske.

Også til jul, hvor man kan vælge den menu, som Café Røgter tilbyder færdiglavet ud af huset – eller komme med egne ønsker.

Klar med nytårsmenu

Jul bliver det også lige om lidt på caféens menukort, hvor der blandt andre retter i december, nok vil liste sig en fiskefilet på rugbrød ind, foruden tarteletter og andebryst-salat.

- Og allerede nu er mine tanker begyndt at sysle omkring nytår, hvor jeg vil tilbyde den menu, jeg selv skal spise, ud af huset. Det bliver en lidt utraditionel menu med en forret bestående af lys fisk og rejestuvning i en muslingeskal, en hovedret med oksehaleragout og en lille frugttærte til dessert. Det bliver min egen menu nytårsaften og så må jeg se, om jeg kan friste mine kunder til at spise det samme, smiler han, der siden åbningen i maj, har givet så mange kunder smag for Café Røgter, at han har bidraget positivt til beskæftigelsen i Hurup med tre ansatte, foruden sig selv.

Og har man lyst til at spise samme retter som Frans på årets sidste dag, kan man allerede nu bestille sin nytårsmenu og afhente den efter aftale.

I øvrigt går caféen nu over til vinteråbningstider. Frem til marts vil åbningstiderne være tirsdag-fredag fra 8-17 og lørdag fra 8-15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste