Billede beskrivelse

Fra thybo til thyboer: Nu flyder Ønsk-kaffen i Thisted

12. februar 2026 kl. 19.00

THISTED: Chokoladekurven i Thisted har fået noget helt særlig kaffe i kopperne: Ønsk kaffe fra thyboen Andreas Kirk.

Der sælges hver dag tusindvis af kopper kaffe på landsplan – mange af dem brygges på bønner fra Ønsk

Andreas Kirk fra Hanstholm har sammen med makkeren Rasmus Ditlev skabt kaffevirksomheden ØNSK, der i dag leverer friskristet, økologisk specialkaffe til omkring 150 caféer og 1.500 virksomheder i Danmark.

Nu har Chokoladekurven taget Ønsk-kaffen ind som husets eneste kaffe.

– Andreas har et forrygende godt og gennemtænkt produkt – og så er han fra Thy. Det tæller også med, siger Pernille Tophus Larsen, indehaver af Chokoladekurven.

Billede beskrivelse

For hende handler valget ikke kun om lokal stolthed, men om kvalitet og værdier.

– Vores kunder er kvalitetsbevidste og går efter den bedste kop kaffe. Ønsk leverer topkvalitet, men også en stærk fortælling. Andreas går op i ordentlighed og har hele historien med – fra koppen her i Thisted til familien, der plukker kaffen i Sydamerika.

På en god sommerdag kan der ryge 200–300 kopper kaffe over disken i butikken.

– Vi sælger stadig mere kaffe, og nu går vi hele vejen med Ønsk – både i caféen og på hylderne, siger hun.

Der er også en personlig historie bag samarbejdet.

– Andreas og jeg begyndte faktisk samtidig som iværksættere i 2017. Det er lidt sjovt at tænke på nu, siger Pernille Tophus Larsen.

For Andreas Kirk er det en særlig glæde at levere til Chokoladekurven – foreløbigt det første sted i Thy, men en anden café i området er også på vej med Ønsk i kopperne.

Kaffe med rødder i regnskoven

Ønsk adskiller sig ved kun at handle direkte med kaffebønder på omkring 50 familiefarme i Nicaragua og Peru.

– Der bliver solgt alt for meget kaffe i dag, hvor forbrugeren ikke aner, hvor den kommer fra. Vi handler direkte med bønderne og kan derfor betale op til 49 procent mere for kaffen, siger Andreas Kirk.

Den direkte handel betyder, at kaffen kan dyrkes økologisk som såkaldt “skovkaffe” – hvor kaffeplanterne står mellem andre træer i regnskoven i stedet for på store, åbne marker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste