Billede beskrivelse

Fra Michelin-restaurant til skolekøkken: Elever lærte at lave Hanstholms bedste fiskedeller

01. november 2025 kl. 12.30

HANSTHOLM: Tidligere Tri-kok Lasse Westman gæstede torsdag formiddag Hanstholm Skole med projektet 'Madaktion', og der skulle laves fiskedeller.

Når en kok, der har arbejdet på en Michelin-restaurant, pludselig står i et skolekøkken i Hanstholm, kan man være sikker på, at der kommer duft af kvalitet i luften.

Det gjorde der i dén grad torsdag, da Lasse Westman, tidligere kok på Michelin-restauranten Tri i Agger, besøgte 8. klasserne på Hanstholm Skole.

På menuen stod fiskefrikadeller med friskfanget fisk fra Hanstholm Fiskeauktion – tilsat en god portion gåpåmod og masser af grin.

Billede beskrivelse

Madlavning behøver ikke være svært

Lasse Westman arbejdede i 3,5 år på Tri og var med helt fra starten, da restauranten slog dørene op i Agger og hurtigt blev landskendt.

Nu er han gået solo som selvstændig kok og formidler – blandt andet for at bringe de lokale råvarer og den gode madglæde ud til et bredere publikum.

Torsdag stod han så midt i Hanstholm Skoles madkundskabslokale som gæstelærer i projektet Madaktion – et landsdækkende initiativ, der skal give skoleelever bedre maddannelse, respekt for råvarer og mod på madlavning.

Billede beskrivelse

– Jeg vil gerne vise, at mad ikke behøver være svært eller farligt. Fiskefrikadeller er enkel basismad på gode råvarer – noget alle kan lave hurtigt, og som smager fantastisk, fortæller Lasse Westman, mens han viser eleverne, hvordan man fileterer fisken og renser fileten for skind og små ben.

Gør en kæmpe forskel

Omkring 20 elever deltog i dagens madaktion. En af dem var Mike Skaarup Jepsen fra 8.E, der hurtigt viste evner i køkkenet. 

– Jeg kan godt lide at lave mad – især når vi får besøg af en rigtig kok. Det er sjovt, og vi lærer meget mere, siger han, mens han og holdkammeraterne pisker remoulade helt fra bunden med solsikkeolie, æggeblommer, eddike, agurker og gulerødder.

Duften af stegte fiskefrikadeller breder sig hurtigt i lokalet, og snakken går livligt, mens dellerne får den helt rigtige gyldne farve.

Billede beskrivelse

Madkundskabslærer Jane Mortensen, som assisterede Lasse Westman, er en af flere nordjyske lærere, der er tilknyttet Madaktion.

– At få besøg af en professionel kok gør en kæmpe forskel. Det giver eleverne et frisk blik på madlavning og viser dem, hvor meget man kan med helt simple råvarer. Vi arbejder tit med basismad – i dag er det fisk. Sidste gang var det basissuppe. Nemme retter der viser eleverne, hvor meget potentiale der ligger i det enkle, fortæller hun.

Madaktion er et landsdækkende projekt støttet af A.P. Møller Fonden og Madkulturen.

Formålet er at give eleverne gode oplevelser i skolekøkkenet og inspirere til livslang glæde ved at lave og spise mad – i tæt samspil med professionelle kokke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste