Fra bådebyggeri til surfcafé og yogastudie: Drøm går i opfyldelse
KLITMØLLER: - Det er vores 17. sæson med butikken, og det har været vores drøm i mange år at lave en større indendørs surfcafé, fortæller Mor Meluka og viser rundt i de nyrenoverede lokaler.
Mor Meluka og Itchner Vahineura - bedre kendt som Vahine - har haft Cold Hawaii Surf Camp og herunder surfbutikken og en mindre café i 16 år i det gamle bådebyggeri på Ørhagevej.
I flere måneder har parret arbejdet intenst med hjælp fra lokale håndværkere på at få deres drøm til at gå i opfyldelse.
Der er væltet en væg ind til det lokale ved siden af butikken, hvor der før var en privat lejlighed.
Herinde er der nu caféborde og stole, kunst på væggene og en afslappet atmosfære.
På en tv-skærm kan man følge med i surf ude fra verden.
- Her vil vi også vise diverse sports-events i fremtiden. Caféen bliver en sports-café, hvor man kan nyde en øl eller et glas rosé, fortæller Vahine.
Farverige surfboards
Ved indgangen til butikken bliver man taget imod af en stor disk fyldt med kager og croissanter, frokost og juice.
Der er gang i espressomaskinen, og drikkevarer på køl.
I en anden ende af lokalet er der farverige surfboards bogstaveligt talt fra gulv til loft.
Her er det som altid muligt at opgradere sit surfgrej eller at købe tøj til, når man ikke er på vandet.
Menuen i caféen spænder vidt fra de trendy acai-bowls, friskpresset juice, til flere gluten- og laktosefri lækkerier.
- Tænk at lave yoga her
På førstesalen over butikken var der førhen lager, fortæller Vahine og viser ovenpå.
Her er der nu indrettet et stort, indbydende, lyst lokale med gammelt plankegulv og en udsigt til blandt andet signalmasten ved Stågbak.
Byens yoga-fans får allerede lys i øjnene, når de træder ind i lokalet til åbningsreceptionen.
- Tænk at lave yoga her, siger en af gæsterne med glæde i stemmen.
Laver selv retreats
Det er også Vahines drøm, at stedet kan invitere andre til at dyrke deres yogapraksis med andre.
- Jeg tænker det kan lejes ud til events, retreats og til andre yogalærere eller terapeuter. Der er jo mange yogier i byen og i omegnen, siger hun.
- Selve studiet ovenpå kommer til at have egen indgang, så de som booker det, ikke skal være afhængige af caféen og surfshoppens indgang og åbningstider, fortæller hun.
Vahine laver selv retreats, kaldet Vahine Way of Life Retreats, og det er også tanken, at lokalerne på loftet skal bruges til det.
Der er åbent i surfshoppen og caféen hver dag fra 08.00 til 17.00 i højsæsonen.
Der kan være åbent længere, hvis stedet er booket til mindre events, fortæller parret.