Fjord runder det første år med stadigt flere gæster
NYKØBING: Det er begyndt mere og mere at brede sig som ringe i det vand, Niels Otto Skjærbæk har navngivet sit kombinerede bryggeri og destilleri efter.
Fjord Bryggeri og Destilleri på havnen i Nykøbing fylder et år til påske, og ringene, der breder sig, er de efterhånden flere og flere gæster, der finder vej til den tidligere toldbygning for at holde en fest, et firmaarrangement eller andre former for selskaber.
- Når jeg spørger mine gæster, hvor de kender os fra, så lyder det gang på gang, at de har fået det anbefalet af nogen, der har været her og haft en god oplevelse. Så de gode oplevelser har bredt sig som ringe i vandet og ført til flere og flere gæster, siger Niels Otto Skjærbæk.
Og gæsterne, der kommer, er både til runde fødselsdage, bryllupper, konfirmationer og firmaarrangementer, hvor toldbygningens 50 pladser i selskabslokalet på første sal, på runde fødselsdage har rummet både den 30-åriges gæster, men også gæsterne til ham på 90.
- Vi har også haft tre mindehøjtideligheder, så vi spænder bredt. Samtidig er vores gæster både lokale, men også udenøs fra. Senest havde vi besøg af Ældre Sagen fra Randers. De havde, som andre, fået os anbefalet og ringede for at høre, om de kunne arrangere en bustur til Nykøbing for 50 medlemmer, få en rundvisning og smage på vores øl. Og selvfølgelig kunne de det, smiler Niels Otto Skjærbæk.
Til selskaberne og andre arrangementer, står Fjord Bryggeri og Destilleri selv for at forsyne gæsterne meget eget bryg af specialøl og spiritus, mens maden, der kommer på bordet, bliver leveret til døren af de tre nærliggende restauranter, Niels Otto Skjærbæk har indledt samarbejde med.
- Jeg er jo så heldig, at der findes tre restauranter i en radius af 50 meter fra os. Det er Café Holmen, Café Sult og Restaurant Limfjorden. De tre restauranter har jeg et godt samarbejde med, for vi ser hinanden mere som kolleger, end som konkurrenter. Derfor kan man også købe vores øl hos dem, siger Niels Otto Skjærbæk.
Ny brygmester
Han er lige nu ved at gøre klar til udesæsonen, hvor havemøblerne snart sættes ud på den udendørs terrasse.
- Sidste år, hvor vi fik terrassen gjort klar til udeservering i forbindelse med Skaldyrsfestivalen, havde vi fuldt hus, især om lørdagen i strålende solskinsvejr. Det gav os store forhåbninger frem mod industriferien, men den regnede nærmest væk, så vi kun tre gange kunne komme på terrassen med vores udebar. Nu håber vi, og det gælder vist alle, på en bedre sommer i år, siger Niels Otto Skjærbæk.
Han kunne i øvrigt præsentere en ny brygmester i forbindelse med venneforeningens generalforsamling forleden. Bo Larsen, som indtil videre har brygget ni specialøl, har valgt at stoppe for blandt andet at prioritere familielivet med hjemmeboende børn. I stedet bliver Brian Haugstrup ny brygmester og vil brygge i sin fritid fra arbejdet hos Bila.
- Jeg havde et godt samarbejde med Bo og ser nu frem til samarbejdet med Brian, som Bo anbefalede, at jeg tog en snak med. Brian har været med til at stifte Sydmors Bryglaug og vil med tiden tilføre sine egne opskrifter og udvikle nye øltyper for os. Men i første omgang har vi valgt at tage det stille og roligt og lige se hinanden an og tage den derfra. Og vi løber ikke tør for øl foreløbigt. Vi har masser af øl på lager, siger Niels Otto Skjærbæk.
Som noget nyt, er Fjord Bryggeri og Destilleri begyndt at arrangerer hyggeaftener med levnede musik. Og det med stor succes.
- Vi har haft levende musik hver måned de seneste måneder, og det har været så stor en succes, at vi nu er begyndt at køre med booking af pladserne. Vi har jo kun 50 pladser, så med booking undgår vi, at nogen går forgæves, siger Niels Otto Skjærbæk.
En anden nyhed er, at rom snart bliver en del af sortimentet.
- Vi er ved at destillere en rom, som bliver af den cubanske slags. Den skal snart lagres på vintønder, vi har købt i Italien. I første omgang skal den lagres et år, så smager vi på den og vurderer, om et år er nok eller, der skal flere til, siger Niels Otto Skjærbæk.