Familiens mad i centrum: Go’Mad Tilsted genåbner med stort rykind
THISTED: Der var travlhed fra første minut, da Go’Mad Tilsted onsdag kl. 7.00 slog dørene op til åbningsfest i en helt ny udgave af butikken på Simons Bakke.
Efter to en halv måneds omfattende ombygning - uden at lukke butikken undervejs - blev kunderne mødt af en forvandlet butik, hvor madoplevelsen er sat i centrum.
Og det blev taget godt imod.
Tilbud på blandt andet højtbelagt smørrebrød, grill-pattegrisburgere, bland-selv-slik, bagervarer, lokale bøffer og lammekøller trak mange kunder til.
Samtidig var der smagsprøver på både is og whisky fra Thy samt et plantemarked, som bidrog til den festlige stemning.
Bland-selv-slik var det store hit. Et ton slik var købt hjem for at lave byens billigste tilbud på åbningsdagen.
Alle på arbejde
Alle medarbejdere var på arbejde, og der var travlhed over hele linjen.
Midt i det hele stod en smilende butiksleder Kristian Stærk, der kunne glæde sig over den store interesse.
Butikken er udvidet med 120 kvadratmeter, hvor der nu er plads til både deli, slagter og storkøkken - og det er netop her, det nye koncept for alvor kommer til udtryk.
- Omdrejningspunktet er et helt nyt dagligvarekoncept, hvor familiens måltid er i fokus. Vi vil gøre det nemt og inspirerende at handle ind med et stort udvalg af måltidsløsninger, fortæller medindehaver Kristian Rysgaard.
Konceptet bygger på en stigende tendens, hvor flere efterspørger nemme, men kvalitetsrige løsninger til hverdagsmåltiderne.
- Vi går hele vejen for at tilbyde kunderne det her. Man bliver mødt af gode varer, kvalitet og inspirerende madløsninger i et konstant flow, siger han.
Online tilbudsavis
Som en del af satsningen vil butikken også udsende en online tilbudsavis hver 14. dag.
Med den nye indretning og det udvidede fokus på madoplevelser er ambitionen klar.
Go’Mad i Tilsted skal ikke bare være en dagligvarebutik - men et sted, hvor kunderne finder inspiration til hele familiens måltider.
Åbningsdagen viste i hvert fald én ting.
Interessen er stor, og kunderne er klar til at tage godt imod det nye koncept.