Færgekros fremtid er stadig uvis
Det var med sorg, at lokalsamfundet og loyale besøgende og samarbejdspartnere gennem snart 45 år modtog den tragiske besked, at kromand Jens Christian Hedegaard, indehaver af Øst Vildsund gl. Færgekro er gået alt for tidligt bort den 4. februar.
Familien, og ikke mindst hans hustru gennem 47 år Conny, som sammen med Jens Christian Hedegaard drev den gamle færgekro, takker nu - i en meddelelse, som er lagt på kroens hjemmeside og på Facebook - alle gæster for deres besøg og loyalitet gennem årene.
Der siges ligeledes, at kroen blev drevet helt i Jens Christians ånd, og at det derfor er svært at forestille sig, at den kører videre uden ham. Så hvad der nu kommer til at ske med kroen, er stadig uvis, men håbet fra familien er, at der fortsat kommer liv i de gamle lokaler.
Kroen blev på ubestemt tid lukket straks efter Jens Christians bortgang. Og enken, Conny, ønsker ikke at kommentere yderligere på, hvad der kommer til at ske med kroen, men henviser til den meddelelse, som er lagt på kroens hjemmeside.
Her fremgår det, at restauranten vil forblive lukket. Men alle bestilte selskaber frem til sommerferien bliver afviklet som planlagt. Alle, som har bestilt selskab her i foråret, er blevet kontaktet.
Yderligere fremgår det, at alle, der har et gavekort til kroen kan kontakte kroen på deres mail.
At alle aftaler bliver overholdt, sker i Jens Christians ånd, så der bliver sat et godt og velfortjent punktum til alle, der loyalt har støttet kroen gennem årene.
Enken Conny har ikke yderligere kommentarer – men familien skrev således i et mindeord:
”Gennem årene fortryllede han kunderne med sin dejlige, gammeldags kromad og service. Sin mad og gæstfrihed vil han altid blive husket for og elsket af dem, der havde fornøjelsen af at besøge Øst Vildsund gl. Færgekro.”