Får hjælp fra vennerne: Nu kommer der snart gang i det nye bryghus
Nu er det nye bryghus i den gamle toldkammerbygning på havnen i Nykøbing, Fjord Bryggeri & Destilleri, ved at være klar til første bryg.
De to indehavere, Niels Otto Skærbech og Bo Larsen er i de her dage sammen med håndværkerne ved at få kedler, tanke, mæskekar og hele bryggeanlægget klar til brug til det første bryg af øl og gin.
- Arbejdet går efter planen, så vi regner med, at vi omkring 1. februar kan tage det nye anlæg i brug, så vi kan få brygget de første øl og destilleret den første gin inden, vi åbner dørene til påske, fortæller de.
Når der bliver trykket på startknappen til anlægget, bliver det med en vis spænding for Bo Larsen, der i en årrække har drevet det lille mikrobryggeri, Nees Bryghus. Det har han nu har nedlagt efter, han blev medejer af det nye bryghus i Nykøbing sammen med Niels Otto Skærbech.
- Jeg har lavet nogle prøvebryg hjemme på mit tidligere bryggeri i Nees, så nu ved jeg, hvilke tre øl, jeg vil starte med her i det nye anlæg. Det bliver en IPA forårsøl brygget på en kraftig amerikansk humle, og så bliver der en Brown Ale, som er sødet med honning hjemme fra mine egne bistader i Nees og så en tredje lys, let øl, forklarer Bo Larsen.
Udover øl, så skal der også destilleres gin, og det er den afdeling, som især Niels Otto Skærbech kommer til at stå for.
- Vi er lige nu blevet helt klar til at gå i gang med at producere øl og gin. Og vi skal jo i gang nu, hvis vi vil være klar til at servere øl og gin for kunderne inden, vi efter planen åbner til påske. Men der er stadig lidt vej endnu med at få indrettet vores butik og få alt på plads i forhold til udendørs servering for ikke at nævne alle de administrative og praktiske gøremål, der følger med, når man vil åbne et sted som det her, forklarer Niels Otto Skærbech.
Vennerne klar i kulissen
Mens Bo Larsen og Niels Otto Skærbech arbejder solen sort for at få gang i kedlerne og få de sidste praktiske ting på plads, så er der i kulissen ved at blive dannet en ny forening, Fjord Bryggeri & Destilleris Støtteforening, som i daglig tale kommer til at kalde sig ”Fjords Venner”.
Gruppen er kommet så langt, at de nu inviterer til stiftende generalforsamling i bryghuset 6. marts. En af dem, som står for netop den del af opgaven i gruppen, er Christina Falshøj.
- Vi er en gruppe på omkring 10 personer, der har arbejdet på at få startet en støtteforening. Og nu er vi kommet så langt, at vi indkalder til stiftende generalforsamling. Foreningens formål bliver at støtte op om Fjord Bryghus & Destilleri på alle de måder, som vi kan, forklarer hun.
I formålsparagraffen står der, at Fjords Venner skal skabe opmærksomhed, yde praktisk arbejde og anden støtte til det nye bryggeri. Blandt andet skal vennerne være med til på frivillig basis at bemande bar og butik og hjælpe til med servering af øl og gin samt give en hjælpende hånd med i produktionen, på lageret og ved særlige arrangementer i huset.
- Jeg håber, at så mange som muligt møder frem til vores stiftende generalforsamling og således vil være med til at skabe et øl-kulturelt fællesskab omkring Fjord bryggeri & Destilleri. Efter generalforsamlingen bliver der en rundvisning i de nye lokaler, siger Christina Falshøj, der sammen med de øvrige i gruppen glæder sig til at tage fat på opgaverne.