Billede beskrivelse

Få hjort på gaflen: Nicolaj fra Galgebakken leverer specialiteter

29. juni 2024 kl. 06.00

BEDSTED: Sommertid er grilltid.

Det mærker Nicolaj Therkildsen og hans samlever Magda Raunsmed fra Galgebakkens Hjortefarm på Galgebakkevej 4 i udkanten af Bedsted.

Her avler parret dådyr, som bliver slaget på eget slagteri og efterfølgende forædlet til frankfurtere, røgede dådyrkøller og dådyrspegepølser hos Erslev Slagter på Mors.

- Lejlighedsvis tager vi også ud og griller hele dådyr. Det kan være til fødselsdage, bryllupper eller som nu, hvor jeg tager vores grill med på en tur til Aarhus for at grille dådyr til et studentergilde, siger Nicolaj.

Billede beskrivelse

Galgebakkens Hjortefarm sælger både til private, butikker og restauranter, og mange private har over år fundet vej til Galgebakkevej, hvor de kan selvbetjene sig i ”skuret”, en skurvogn, der altid holder åbent døgnet rundt. Indenfor står et køleskab med fryser, hvor man finder færdigpakkede frankfurtere, spegepølser, røgede køller og fars til den gode bøf.

- Man kan også ringe til os og bestille i forvejen, siger Nicolaj.

Alternative pølser

For at markedsføre kødet fra hjortefarmen, tager Magda ud på markeder i det næres opland for at byde på smagsprøver, sælge og fortælle om dyrene og farmen.

Senest var hun blandt andet til Ladywalk i Agger, hvor deltagerne kunne smage på spegepølser og frankfurtere.

- Vi sælger frankfurterne i pakninger med tre styk. Det passer til to personer, for vi har selv grillet og prøvesmagt dem. Og vi blev begge mætte af at dele tre pølser, smiler Nicolaj.

Billede beskrivelse

Han oplever, at mange gerne vil have et alternativ til de grillpølser, man kan købe i supermarkedet.

- Og vores frankfurtere er den rene vare uden tilsætningsstoffer og med den gode smag af dådyr, siger han.

Besøg dådyrene

Bor man i Thisted og omegn, kan man købe frankfurterne og øvrige kødvarer hos Byens Vin og Ost, mens man kan sætte tænderne i smagen af dådyr i pandekagerne hos Pandekagehuset i Klitmøller, ligesom Michelin restauranten Tri i Agger også er kunde.

- At Tri serverer vores dådyrkød, er vi da lidt stolte af, smiler Magda.

Billede beskrivelse

Har man lyst til at se dådyrene og besøge hjortefarmen, er man i øvrigt velkommen til at kigge forbi.

- Vi kan godt lide at have gæster. Så kig endelig forbi og se vores dådyr, siger Magda.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste