Et mulehår fra millionen: Nu går indretningen af købmandsbutikken i gang
VESTERVIG: Med kun et mulehår fra at nå millionen i tilkendegivelser for tegning af anparter og gennem anden form for støtte, er der nu penge nok på ”bogen” til at gå i gang med indretningen af den nye Min Købmand i Vestervig.
- Vi er meget glade for den store opbakning, der gør, at vi nu kan tage fat på selve indretningen af butikken i et samarbejde med Dagrofa, siger bestyrelsesformand i Vestervig Butikshus ApS, Alex Krabbe Brønager.
I lang tid, har frivillige knoklet på i den gamle butik for at rydde op, smide ud, reparere og se på, hvad der kan genanvendes af inventar i den nye butik.
- Det har været et større arbejde. Alene el-delen har været noget af en udfordring, for sjældent har jeg set så mange kabler, ledninger og kontakter, hvor det var rent virvar at finde ud af, hvordan de var forbundet med hinanden, siger Alex Krabbe Brønager.
Ny belysning bliver et af de projekter, der står lige for, og så skal hele butikken have en ny omgang maling. Malerarbejdet bliver delt op i to etaper, så man efter malerarbejdet i den ene halvdel, kan rykke ind der og begynde at sætte vægbeklædning og inventar op.
- Nu begynder vi at trække på de mange frivillige, som har meldt sig til at give en hånd med. Men der er altid plads til flere, så sidder man derhjemme og tænker, man godt kan bruge nogle timer på at hjælpe til med indretningen, så skal man ikke tøve med at kontakte os. Vi skal nok finde en passende opgave, der skal løses. Og kan man først træde til med frivillighed i januar, så skal man heller ikke holde sig tilbage af den grund, siger Alex Krabbe Brønager.
Rækker ud til virksomheder
Og frivillighed bliver fundamentet og det knofedt, der skal realisere mest muligt af den ønskeliste, der er skrevet ned for butikken.
- Vi har jo forlods brugt 400.000 kroner på at købe ejendommen, så af de indtil videre cirka 600.000 kroner til indretningen, bliver det meget et spørgsmål om at prioritere fra ønskelisten. Det bliver mest af det, vi behøver og mindre af det, som kunne vært rart at have, siger Alex Krabbe Brønager.
Mere af det rare, er dog indenfor rækkevidde, for der kommer jævnligt nye anpartshavere til, og den kommende tid vil virksomheder i lokalområdet blive kontaktet med henblik på at tegne sponsorater.
- Til informationsmødet på kroen i oktober, var det ikke alle virksomheder, der var repræsenteret. Dem vil vi nu række ud til, så de også får mulighed for at slutte sig til dem, der allerede har tegnet sponsorater, siger Alex Krabbe Brønager.
Tidsplanen følger i øvrigt den plan, der blev præsenteret på borgermødet, så til påske får Vestervig igen en dagligvarebutik.
- Og til den tid regner vi også med at have fundet den rette købmand til at drive butikken, siger Alex Krabbe Brønager.