Billede beskrivelse

Ejerpar har fået et godt tilbud: Kendt hotel og restaurant lukker

27. juni 2025 kl. 13.18

VORUPØR: 23. marts 2021 åbnede Lene Nørgaard og Thomas Kold Hotel Havbadet, der er placeret i det dengang nye storbyggeri ved Havstokken i Vorupør.

Siden er fem år gået med fuld damp under kedlerne - ikke kun med hotel og restaurantsdrift. Men også med stribevis af koncerter, fester, storjulefrokoster og standup.

Nu har værtsparret så besluttet, at denne sæson bliver den sidste for deres vedkommende.

- Vi lukker med udgangen af 2025. Fem gode år i Vorupør er gået, og vi har fået banket en ganske fin forretning op og vist med vores restaurant, at Vorupør er andet en pommes frites og burgere, lyder det fra parret, der har en klar grund til at rejse fra Vestkysten.

- Vi vender hjem til Aarhus, kan man sige, hvor et nyt eventyr venter. Vi har nemlig fået et spændende tilbud, som vi ikke kan sige nej til, og som vi ikke kan afsløre i detaljer. Men vi har fået chancen til at være med til at skabe noget helt nyt op i Aarhus, fortæller parret.

Det nye projekt er i forlængelse af det, som parret har lavet i over 20 år i restaurationsbranchen. 

Det er et nyt projekt, der handler om kultur, musik og mad, fortæller de. 

- Det glæder vi os virkeligt til. Nu har vi brugt al vores tid i Vorupør. Det har været rigtigt sjovt, men det har kostet mange arbejdstimer fra morgen til aften at drive et sted som Hotel Havbadet. Nu skal vi hjem på vores hjemmebane nær familien og vennerne. Det synes vi også, at vi skylder dem, fortæller Lene Nørgaard.

Parret siger, at det er vigtigt at pointere, at Hotel Havbadet fortsætter fuldstændig uforandret resten af året. 

- Vi gearer ikke ned. Vi får rigtig travlt og kalenderen er godt fyldt op. Udover en daglige drift, så venter også minifestivalen 16. august med Lars Lilholt og Laid Back lyder det fra Thomas Kold. Vi har nu opsagt vores lejemål til udgaven af 2025. Derfra er det op til udlejeren, hvad der skal ske i lokalerne. Men vi håber da for Vorupør at der er energisk, måske yngre par eller person, der vil starte op efter os og føre det videre som vi har skabt. Det fortjener byen, for der er bund for en god forretning helt ude i vandkanten, lyder fra parret, der gerne vil takke alle gæster og de mange der har bakket Hotel Havbadet op.

Lene Nørgaard og Thomas Kold holder en større afstedfest for alle i november.

Den sidste åbningsdag er ikke sat endnu, men det bliver omkring juletid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste