Billede beskrivelse

Drik lokale bajere og red klimaet

26. oktober 2023 kl. 15.01

Thisted Bryghus har sat fokus på den grønne omstilling. 

Ølbrygning er en energiintensiv proces, og bryghuset er dedikeret til at undersøge mulighederne for at gå grønnere veje, skriver bryghuset i en pressemeddelelse. 

- Efter en lang periode med stigende energipriser og øget efterspørgsel efter grønnere løsninger fra markedet er dette et vigtigt skridt for Thisted Bryghus. Vi vil fortsat brygge øl med samme kvalitet, men nu med et endnu større fokus på at reducere vores CO2-udledning og optimere vores energiforbrug, siger administrerende direktør Aage Svenningsen.

Lavere C02-aftryk

Det nye CO2-opsamlingsanlæg har været i drift i to måneder og har allerede vist sig at være en succes for bryggeriet. Anlægget gør det muligt for bryghuset at genbruge ca. 150 tons af den udledte CO2 ved at omdanne den til kulsyre, som bruges ved tapning af øl og sodavand. 

Dette har minimeret behovet for at købe CO2 hos en ekstern leverandør og har samtidig reduceret Thisted Bryghus' samlede CO2-udledning.

- I samarbejde med Dalum Beverage Equipment har vi fundet en måde, hvor vi kan genbruge meget af den CO2, vi udleder fra bryghusets lagertanke. Vores nye CO2-opsamlingsanlæg gør det nemlig muligt for os at omdanne den CO2, der dannes under gæring af øllet, til kulsyre, som efterfølgende kan anvendes, når vi tapper vores øl og sodavand. Og det kan jeg ikke være andet end stolt af, uddyber direktøren. 

Billede beskrivelse

Forbliver loyale

Solcellerne, som nu pryder bryggeriets tage, er også med til at bidrage til bryghusets grønne profil, da de producerer omkring 150 kW strøm, hvilket dækker ca. 15 procent af bryghusets elforbrug. Derved forventes solcelleanlægget hos Thisted Bryghus at mindske udledningen af CO2 med 39,5 tons årligt. Denne investering styrker bryggeriets miljøprofil og demonstrerer deres engagement i at følge med den grønne omstilling og bidrage til lokale indsatser for miljøet.

- For os er det vigtigt at forblive loyale over for vores kvalitetsprodukter og samtidig tage et skridt i den grønne retning med solceller på taget og CO2-opsamling fra vores gærtanke, siger Aage Svenningsen.

Thisted Bryghus, som har brygget øl siden 1902, er kun lige påbegyndt deres grønne rejse og vil fortsætte med at brygge øl med omtanke for miljøet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste