Dorthe forbereder flyttedag: - Det bliver stort og dejligt
NYKØBING: Selv om der kun er ganske få skridt fra den nuværende placering til den nye, så bliver det på flere måder en stor dag for Dorthe Ris, når hun torsdag den 30. maj kl. 9.00 åbner døren til sin nye udgave af caféen Kaffehjørnet på Rådhustorvet i Nykøbing.
- Det bliver stort, nyt og dejligt, så jeg glæder mig helt vildt til at åbne for min nye café. Det føles som om, at jeg har fået et nyt job, smiler hun.
Det store, det nye, det dejlige og jobbet hænger for Dorthe sammen med, at hun efter otte år med sin lille café på blot 38 kvadratmeter flytter ind på hele 160 nyistandsatte, nymalede og nyrenoverede kvadratmeter hos naboen, der tidligere rummede en frisørsalon.
- Det bliver stadig en dagscafé, men hvor jeg nu kun har tre borde, man kan sidde ved, får jeg 24 siddepladser i den nye café, siger hun.
Både ønsket om at tilbyde flere siddepladser, men ikke mindst ønsket om mere plads til at producere mad ud af huset, har ført til hendes beslutning om at vokse caféen større - i det her tilfælde over tre gange så stor.
- Vi laver meget mad ud af huset til virksomheder og får flere og flere forespørgsler. Derfor er det ærgerligt at skulle sige nej på grund af pladsmangel, herunder mangel på køl. Nu får vi så en kapacitet, som gør, at vi forhåbentligt ikke kommer til at sige nej til nogen, siger Dorthe.
At flytningen til det større skulle ske nu, havde hun ikke planlagt, men nu bød muligheden sig.
- Tidspunktet kunne så ikke være bedre. Åbningen af den nye café sker lige op til skaldyrsfestivalen med de mange mennesker, den trækker til samtidig med, at sommersæsonen står for døren, siger Dorthe.
I den nye café bliver menukortet som hidtil. Dog har Dorthe planer om at introducere små frokostretter og efter sommeren en månedlig spiseaften, hvor alle spiser samme menu.
I forbindelse med indretningen af den nye café har den gamle café lukket efter på lørdag og frem til åbningen af det nye Kaffehjørnet torsdag den 30. maj.
Her bliver alle i øvrigt budt på gratis fødselsdagsboller.
- Vi har fødselsdag i maj. Den falder så sammen med åbningen af den nye café, så derfor er der gratis fødselsdagsboller fra kl. 9.00 torsdag morgen, smiler Dorthe.