Billede beskrivelse

Den Glade Gris har fødselsdag – og det skal fejres!

10. oktober 2025 kl. 06.02

NYKØBING: Morsøs sidste og eneste pølsevogn med fast adresse – Den Glade Gris – har 10 års fødselsdag. Og det kommer ikke til at gå stille af sig, lover indehaveren og pølsemand, Anders Ladefoged.

Han inviterer nemlig til fest på den faste adresse på Soltoften 3, som er pladsen foran Davidsen, som tidligere hed Tømmergaarden.

Den 1. november kan man fra klokken 11-15 spise og drikke alt, hvad man kan og orker – for bare 100 kroner. Valget kommer til at stå mellem franske hotdogs og pølser med brød. I dagens anledning kan man også købe en øl.

Og for at gøre dagen til noget helt særligt, har Anders inviteret bandet ’Frank og Friends’, som kommer spiller fra klokken 11.30. De er kendt for at skabe en god stemning med irsk inspireret musik, fortæller Anders, der håber at mange vil benytte sig af tilbuddet og kigge forbi med godt humør.

Billede beskrivelse

Pølsevognen har været en succes

Anders fik ideen med at købe en pølsevogn for 10 år siden, efter han havde gået arbejdsløs i et stykke tid.

- Min sidste faste stilling var hos en grisehandler i Herning, hvor jeg sad på kontoret og formidlede grise. Men efter, jeg havde søgt flere stillinger uden held, så gav en af min søns kammerater mig ideen med at starte som pølsemand, fortæller han.

Hurtigt fik han en aftale med Tømmergaarden, som nu er overtaget af Davidsen, om at leje pladsen på Soltoften 3 foran butikken i Nykøbing. Men selvom pladsens indehaver har skiftet navn, så har Anders holdt fast ved både navnet ’Den Glade Gris’ og konceptet; røde og ristede pølser samt pølser i svøb – og så ribbenssandwich, som han tilbereder af en ribbensteg af god kvalitet.

- Man skal holde sig til det, som man er god til. Derfor holder jeg fast i kun at tilbyde en god ribbensteg-sandwich udover pølser, siger Anders.

I dag er pølsevognen ’ Den Glade Gris’ den sidste faste pølsevogn på øen, og Anders har travlt med at servicere faste som løse kunder hver dag fra klokken 11-17 i hverdagene og fra 11.00-13.15 om lørdagen.

Billede beskrivelse

Udvidet med mobil pølsevogn

Det er gået så godt med den faste pølsevogn, at Anders for fire år siden købte en mindre mobil pølsevogn, som han bruger ved festlige lejligheder.

- Folk kan hyre mig til at komme forbi med den lille pølsevogn, når de for eksempel har en fest, hvor der også er natmad, en firm fest eller et rejsegilde – blandt andet. Og her kan man igen vælge mellem pølser, hotdogs og ribbenssandwich eller alle tre dele, forklarer han.

Man kan leje den mobile pølsevogn med eller uden personale.

- Jeg kan trække på et par gode pølsesælgere, når jeg selv skal holde fri eller når den mobile pølsevogn bliver udlejet. Men ellers klarer jeg opgaverne selv, siger Anders.

Han har netop rundet 68 år, men fortætter så længe, helbredet holder.

- Jeg har ikke nogen planer om at stoppe, selvom jeg har nået pensionsalderen. Jeg elsker livet som pølsemand og den kontakt, jeg har med kunderne, siger Anders. 

Han håber at se mange sultne og festglade gæster den 1. november på Soltoften 3 i Nykøbing fra klokken 11.00-15.00.

For der er lagt op til det helt store pølsegilde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste