Billede beskrivelse

Dee og Mads genåbner kroen med nyt køkken

04. november 2025 kl. 19.00
Opdateret 05. november 2025 kl. 08.02

MORUP MØLLE: Sommeren var sat til at høste frugterne af det foregående års store arbejde med at renovere møllekroens værelser.

Kalenderen var også fuldt booket, og værtsparret Dee El-Zarif og Mads Zartow stod klar til at modtage de første af sommerens mange gæster på den historiske Morup Mølle Kro i Sydthy.

Så kom branden, der på et splitsekund sidst i juni vendte op og ned på den sommer, Dee og Mads havde forestillet sig og set frem til.

- Da vi stod udenfor og ventede på brandbilerne, frygtede vi, at flammerne ville tage hele kroen. Men heldigvis blev branden begrænset til køkkenet, selv om det var slemt nok, siger Dee.

Billede beskrivelse

Så i stedet for en frydefuld tid, blev sommeren i stedet til slidsomme uger og måneder, hvor Dee og Mads både har skullet håndtere at traktere og servicere kroens mange gæster samtidig med, at de skulle håndtere en kompliceret forsikringssag omkring det nedbrændte køkken.

En forsikringssag, som endnu ikke er afsluttet.

- Det har været ekstremt hårdt at blive sat i så stressende en situation. Men vi har håndteret udfordringerne og forsøgt at løse dem i takt med, de er kommet, siger Mads.

Betingelserne for at drive kroen har derfor langtfra været optimale, alene nedlukningen og oprydningen efter branden tog tre uger, inden gæsterne igen kunne rykke ind og Mads lave mad fra et mobilt køkken.

Billede beskrivelse

Det har kostet på bundlinjen.

Også de seneste mange dage, hvor kroen har holdt lukket, mens håndværkere arbejder på højtryk for at installere et nyt køkken.

- Vi har måttet grave dybt i lommerne efter penge samtidig med, at det har været svært at sige nej til gæster over telefonen og se dem, der er kommet og banket på vores dør, gå forgæves fra vores kro, siger Mads.

Men selv om udfordringerne og trængslerne har været mange hen over sommeren og det tidlige efterår, så kan Dee og Mads nu se frem til lys i mørket, når det nye køkken snart står færdigt.

- Vi havde håbet på at kunne genåbne midt i november, men det har trukket lidt ud med et par leverandører, så i stedet har vi sat genåbningen til fredag den 21. november, siger Mads.

Og det bliver en genåbning, hvor kroen bliver pyntet op til jul både ude og inde og med duften af jul fra gløgg, æbleskiver og den engelsk inspirerede julemenu med et twist af Thy, Dee og Mads har brugt ventetiden på at komponere og som man allerede nu kan forudbestille.

- Vi er klar til at tage imod forudbestillinger på julefrokoster, og vi serverer vores julemenu hver dag fra den 21. november til den 20. december, siger Dee.

Hvad julemenuen rummer, kan man se på kroens facebookside.

- Og så håber vi da på, at de gæster, vi har måttet sige nej til under lukningen, vil komme tilbage, når vi genåbner og nyde julestemningen og julemaden her hos os, smiler Mads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste