Billede beskrivelse

Daniel siger farvel til 365discount og goddag til SuperBrugsen

09. januar 2025 kl. 19.03
Opdateret 12. januar 2025 kl. 19.38

THISTED: Efter 15 år som leder i fakta og siden 365discount, hvor han sidste år blev kåret til Årets Leder i kæden, skifter 35-årige Daniel Toft Larsen fra Thisted nu karrierespor og bliver 1. februar ny uddeler i SuperBrugsen i Thisted.

- Jeg har været i discount i mange år og følte derfor, at tiden var inde til at prøve noget nyt. Så da chancen bød sig for at blive uddeler i Danmarks første brugsforening, var det svært at sige nej. Det bliver en ny, større og meget spændende udfordring, som jeg ser frem til at prøve kræfter med, siger han.

Som en del af COOP familien, kender Daniel Toft Larsen den ”røde” søsterkæde ganske godt, men modsat den ”grønne” discount, kommer han til et langt større ”hus” og et butiksformat, der på flere områder bliver nyt for ham.

Billede beskrivelse

- I discount, har jeg ikke arbejdet med bager, slagter og delikatesse, så det bliver nyt for mig, men også spændende og interessant nyt. Samtidig er SuperBrugsen en helt anden ”maskine”, hvor jeg skal hjælpe med at få hjulene til at dreje rundt, siger han.

I sidste uge var han forbi sin kommende arbejdsplads for at hilse på, men kun for en kort bemærkning. Frem til 1. februar, fortsætter han med at være chef for 365discount på Kastet i Thisted og butikkerne i Nykøbing og Løgstør. Sidstnævnte som ”barselsvikar”.

- Jeg har sidste arbejdsdag hos 365discount fredag den 31. januar, og allerede dagen efter, lørdag den 1. februar, begynder jeg i mit nye job. Det bliver en brat overgang, så der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene, smiler Daniel Toft Larsen.

Efter de mange års arbejde med discount, erkender han, at det bliver vemodigt at sige farvel til den ”grønne” kæde og de mange kolleger.

- Det er naturligvis med en vis vemod, at jeg siger farvel. Jeg har virkelig nydt at arbejde med discount og har haft fornøjelsen af at samarbejde med mange dygtige og fantastiske kolleger. Det gør det lidt svært at tage afsked, men jeg er sikker på, at jeg vil kigge forbi fra tid til anden for at sige hej. Så helt farvel bliver det ikke. Samtidig bliver jeg jo i ”familien”, hvor jeg ser frem til en ny, mere kompleks og spændende rolle - noget, jeg virkelig glæder mig til, siger Daniel Toft Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste