Billede beskrivelse

Celebert bagværk trækker folk fra nær og fjern - og der er noget om snakken

15. juli 2022 kl. 09.39

LODBJERG: Har man en sommerdag dristet sig ud for enden af den umådeligt lange grusvej, der fører ud til Lodbjerg Fyr, kan man godt trænge til at få halsen skyllet fri af støv.

Fyrtårnet knejser over Nationalpark Thy, og parkeringspladsen er stuvende fuld. Men i dag er det ikke udsigten, vi er kommet for - det er faktisk ved fyrets fod, vi skal finde målet for vores udflugt.

- Det hedder kaffestuen, for vi synes ikke, "cafe" passede til stedet her. Det er for moderne, fortæller Jens Pedersen, der i fem år har været frivillig i Nationalpark Thy.

I weekenderne er han én af de frivillige, der giver guidede rundture ved fyret for lokale såvel som turister, og derfor har vi i dag allieret os med ham for at høre nærmere til en attraktion i attraktionen.

Kaffestuen er indrettet med møbler fra dengang, oldemor var knægt. Der er kniplingsdug på bordet, lokalhistorie på væggene og et helt særligt stykke bagværk på den fine, blomstrede tallerken.

Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med en kage, der har sin egen brochure. Det er ikke desto mindre tilfældet for "Lodbjergkringlen", der ankommer lun og drysset med rigeligt perlesukker og mandelflager.

- Mange kommer igen, fordi de har smagt den, men jeg tror også, det hænger sammen med de omgivelser, man indtager kringlen i, med den fine stue og det gamle porcelæn. Nogle kommer endda og spørger, om de kan få lov at drikke kaffe af et bestemt stel, som de kan huske fra deres forældres eller bedsteforældres hjem, siger Jens Pedersen.

Billede beskrivelse

Cafeen sælger også boller, cookies og muffins, og for ganske små penge kommer kaffen med gratis genopfyldning. Og en kop kaffe er som bekendt enhver kringles bedste ven, hvorfor en kop skoldhed sort af slagsen selvfølgelig ledsager kringlen på min tallerken.

- Opskriften på kringlen stammer fra et lokalt ægtepar, Sinne og Niels Lodahl Andersen, der havde en gård i Tolbøl, hvor de drev deres egen kaffestue, fortæller Jens Pedersen.

Ved et dyk ned i arkivet har vi fundet en annonce i Thisted Amts Tidende fra fredag 9. april 1965, der lyder som følger:

"Lodbjerg Cafe - Dette for at meddele, at vi fra 10 ds. åbner café i Lodbjerg, og anbefaler os således med kaffe, Premier Is, øl og sodavand. Bestillinger på udflugter og lignende modtages gerne. Ærbødigst, Sine og N. Lodahl Andersen, Lodbjerg."

Kaffestuen var tænkt som en lille oase for de folk, der drog ud for at opleve fyret. Hver dag stod Sine Lodahl Andersen op og sørgede for frisk kringle og flødeskumslagkage til gæsterne.

- Særligt travlt havde de i pinsen, hvor de måtte hyre hjælp ind udefra. Her blev cafeen nemlig fyldt med unge mennesker, der ikke havde været i seng, og var taget ud for at se pinsesolen danse, fortæller Jens Pedersen.

Den originale opskrift på Sines kringle er blevet overleveret til Lodbjerg Fyr af Inge Lise Ruby, der er datter af Sine og Niels Lodahl Andersen.

Som journalist må man nogle gange ofre sig for sit fag, og derfor satte jeg lynhurtigt et stykke af den berømmede kringle til livs, mens jeg interviewede Jens Pedersen.

Men hvordan smager den så?

Som en symfoni af smørmættet og sprød gærdej, omsluttende en himmelsk remonce i rigelige mængder, og med det lille knas af perlesukker til at runde det hele af.

Jeg må med andre ord tilslutte mig koret af tiljublende stemmer og komme med en klar opfordring til, at hvis man mangler et udflugtsmål i sommerferien, så er Lodbjergkringlen værd at køre efter.

Og nå ja, fyret er da også ganske pænt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste