Butikschef ser frem til nye rammer: Glæd jer til kæmpe åbningsfest
Det bliver en åbningsfest ud over det sædvanlige, når Coop 365 discount fredag den 8. september åbner dørene for sin nye butik i det tidligere Aldi på Broen i Nykøbing.
Det lover butikschef Daniel Toft Larsen.
- Åbningen af den nye butik falder sammen med kædens fødselsdag, så den bliver vi koblet på med alle de fantastiske fødselsdags-tilbud, der er i støbeskeen, siger han.
Lige nu går han rundt blandt tomme hylder og håndværkere for at indrette den nye butik, som han glæder sig til at åbne for kunderne.
- Vi har nok at se til og keder os bestemt ikke. Ud over at gøre rent og alt det praktiske med at fylde varer på hylderne, så skal vi også bruge tiden frem til åbningen på at klæde alle vores nyansatte og friske unge på til at møde kunderne, siger Daniel Toft Larsen.
Der faktisk har lidt dobbelt travlt, for han er også butikschef for Coop 365 discount på Kastet i Thisted.
- Det handler om planlægning. Jeg har stillet et stærkt hold i Thisted, som langt hen ad vejen formår at drive butikken selv, så jeg for en tid kan koncentrere mig om at få butikken i Nykøbing op at stå. Derefter kommer jeg nok til at dele min tid 50-50 mellem de to butikker, eller måske 60-40 afhængig af, hvor behovet for min hjælp og tilstedeværelse er størst, siger han.