Brian har succes med dansk smørrebrød og mormormad
VESTERVIG: - Det behøver ikke være gourmet det hele.
Sagt med et smil på læben af Brian Lauridsen, der sammen med sin kone Lone har drevet Thinghuskroen i Vestervig gennem de seneste 36 år.
Mange måltider er sat til livs på den populære og historiske kro over årene, og Brian Lauridsen har senest – og med stor succes – fået gæster og kunder fra nær og fjern til at valfarte til Vestervig.
Opskriften på det tilløbsstykke har været et tilbud om at spise dansk smørrebrød og mormormad.
- Det begyndte i februar sidste år, hvor vi valgte at gøre noget ekstra for det danske smørrebrød med en stor søndagsbuffet til frokost fra 12-14 med minimum otte forskellige slags smørrebrød og oveni små retter med sild, bøf og spejlæg, tarteletter og frikadeller med rødkål, forklarer Brian Lauridsen.
Den smørrebrødsbuffet skulle thyboerne lige se an og tygge på, men smagen – og prisen på de 159 kroner – var åbenbart så god, at det hurtigt rygtedes både vidt og bredt.
- Af de 16 søndagsbuffeter, som vi lavede sidste år med dansk smørrebrød, kunne vi melde udsolgt på de 13. Og med udsolgt er vores tre lokaler på kroen fyldt op med 125 spisende gæster. Og fra at være lokale gæster, kommer gæsterne nu både fra Nykøbing, Thisted, Struer, Lemvig, Holstebro og Thyborøn, siger Brian Lauridsen.
Med så mange spisende gæster til det danske smørrebrød, fortsætter Thinghuskroen naturligvis med den populære søndagsfrokost i år.
- Og jeg når dårligt at annoncere for den på vores hjemmeside og Facebook, før de første gæster ringer og bestiller bord. Til vores kommende to søndage i februar, den 9. og 23., var det borde til 11, 10, 4 og to personer, der nærmest ringede med det samme, smiler Brian Lauridsen.
Så vil man være med omkring smørrebrødsbuffeten, hvor man kan spise al den mad, man har lyst til og kan rumme, så er hurtig bordbestilling at tilråde.
Retro livretter
Er det populært at spise smørrebrød på kroen, så er Brian Lauridsens seneste tiltag på det danske også gået hen og blevet taget godt imod. Fra årsskiftet har han annonceret med retro livretter, populært kaldet for mormormad. Livretterne kan man bestille som take away eller nyde på kroen fra onsdag til søndag.
- Agger Badehotel havde i en årrække den slags mad på menuen. Nu er badehotellet så lukket, så derfor vil jeg prøve at tage over med god, gammeldags hverdagsmad til en fornuftig pris, hvor alle kan være med. Som take away koster dagens ret 75 kroner, mens man kan nyde den på kroen til 115 kroner, siger Brian Lauridsen.
Han sammensætter selv menukortet fra uge til uge, men har også opfordret sine følgere på Facebook til at komme med forslag til livretter. Den opfordring har flere fulgt, og blandt forslagene har været hjerter i flødesovs og hvidkålsrouletter.
Den slags forslag falder i god tråd med de livretter, Brian Lauridsen hidtil har lavet. Som i uge 4, hvor menukortet blandt andet har budt på karbonader og lørdagskylling med dessertklassikeren citronfromage.
- I sidste uge var det gule ærter, som over 100 bestilte, og mange har også efterspurgt en god dansk hakkebøf med masser af bløde løg og sovs. Den skal nok komme på menukortet og det samme med hvidkålsrouletter, siger Brian Lauridsen.
For livretterne smager mange, også den 90-årige mor, der seks gange på tre uger er kørt fra Snedsted til Vestervig med sin 60-årige søn for at nyde den mad på kroen, hun selv har stået bag komfuret og lavet i mange år.
Frikadeller og tarteletfyld, har hun sikkert også lavet, men det behøver hun heller ikke længere.
Brian Lauridsen er nemlig kommet med på ja tak tilbud-bølgen.
- Det gør alle andre jo, og så tænkte jeg, at jeg også ville være med. Derfor kan man løbende få ja tak tilbud på nystegte frikadeller og kroens tarteletfyld, siger Brian Lauridsen.