Borgerne stod i kø for at se Carina: Købmandens kone bliver selv købmand
VESTERVIG: Fredag eftermiddag blev spændingen udløst.
Og borgerne stod nærmest på tæerne af hinanden for at komme ind til Åbent hus i den næsten færdigrenoverede købmandsbutik for at se og snakke med Carina.
For det bliver den 38-årige Carina Kamp Korsgaard, der bliver den nye købmand i Vestervig.
Hun er barn af byen og selv mor til fire, to drenge og to piger, og så er hun gift med en købmand.
- Min mand blev selvstændig købmand for et år siden med Rema 1000 i Harboøre. Her hjalp jeg til nogle gange, og så begyndte idéen at blomstre om, at jeg selv skulle være den nye købmand i Vestervig, siger hun.
Efterfølgende kontaktede hun bestyrelsen for Vestervig Butikshus ApS for at byde sig til, som byens nye købmand, og for en uge siden, faldt aftalen på plads.
- Det bliver vildt spændende, og jeg glæder mig rigtig meget, siger hun.
Carina går nu en travl tid i møde, hvor hun skal i lære hos en anden købmand for at blive klædt på til at drive en Min Købmand efter det koncept, grossisten Dagrofa står for.
- Dagrofa synes, det er bedst jeg kommer i lære hos en Min Købmand, da det bliver det butikskoncept, som også skal være i Vestervig, siger hun.
Men ud over oplæring i butikskonceptet, skal hun også i gang med at ansætte personale, som sammen med hende skal stå klar til at tage mod kunderne.
Åbner torsdag den 3. april
Og det bliver torsdag den 3. april, kunne bestyrelsesformand i Vestervig butikshus ApS, Alex Krabbe Brønager, løfte sløret for.
Carina føler sig nu godt rustet til at stå i spidsen for den nye købmandsbutik. Hun er uddannet butiksassistent og har derfor erfaring fra butiksarbejde med sig.
- Mit udgangspunkt bliver at skabe en lokal og hyggelig købmandsbutik med de varer, som kunderne har brug for. Og så skal det naturligvis også være en købmandsbutik, hvor man kan få en god snak med hinanden, siger hun.
Og snakket med kunderne blev der fredag eftermiddag, hvor over 500 borgere mødte frem i løbet af de fire timer, Åbent hus varede.
- Jeg var på forhånd super nervøs og spændt over at blive præsenteret for borgerne til Åbent hus. Men samtidig havde jeg glædet mig, og selv om det var overvældende at så mange mødte frem, så var det overvældende på den positive måde. Det viser, hvor stor opbakning, der er til købmandsbutikken og den vigtige rolle, den spiller for byens borgere. Og rollen som købmand, glæder jeg mig til, siger Carina.