Bent vandt ædekonkurrence: Så meget softice spiste han
Uhmm - de første skefulde smagte dejligt. Smilene var brede, efter de først softicenbægere blev tømt.
Herregud - det var jo kun 10 minutter, der skulle spises is, og deltagerne guffede lystigt softice i sig. Stakken ef tomme bægre begyndte at vokse.
Antallet blev noteret på resultattavlen.
Reglerne er enkle: tøm så mange bægre med hver 150 gram softice, som du kan. Du har 10 minutter, og du har vand og krymmel til hjælp.
De fem deltagere Bent Thorning, Erling Reinholdt, Rene Mikkelsen, Martin Jørgen og Lars Enevoldsen lurede på hinanden.
For hvad var den helt rigtige taktik?
Skulle man spise hurtigt eller langsomt?
Skulle man tage store skefulde, eller skulle man liste lidt ned ad gangen og måske ad den vej undgå ubehag, frysehjerne og unødige pauser, tænkte deltagere og publikum. Det viste sig hurtigt, at den bedste teknik var at bevare roen, spise jævnt, indtage mindre skefulde, og på den måde kontrollere ubehag.
Bent Thorning fra Thisted fandt hurtigt rytmen, og stakken af tomme bægre voksede. Elegant, og skal vi sige med “køligt” overblik blev det til imponerende 11 bægre is - svarende til 1,65 liter is.
Dét gav sejren.
- Jeg troede det var værre, lød det fra IT-eksperten, der er i permanent skarp træning.
Bent Thorning elsker nemlig softice.
- Faktisk er det min hobby at rejse rundt i Danmark og smage på softice. Og jeg spiser altid dobbelt portion, fortæller han og fortsætter:
- Heldigvis er Premiere-is ikke lavet af ren fløde - så var det nok ikke blevet til 11 bægre. Men det er en udmærket lettere softice som Premiere laver, lød det fra softiceeksperten og vinder af det første uofficielle Thy-mesterskab i softicespisning.
Bent Thorning havde i øvrigt god modstand af Martin Jørgensen, der lagde sig i spidsen ved at hurtigspise. Men han mistede kadencen, og spiselysten faldt de sidste minutter. Resultatet af softice-konkurrencen 2023 blev:
Bent Thorning 11 bægre
Lars Enevoldsen 9
Martin Jørgensen 8
Rene Mikkelsen 6
Erling Reinholdt 5
Konkurrencen gentages næste år - fortæller leder af butikken Elisabeth Ulf.
- Med så mange publikummer og så stor interesse, er det da klart, at det skal være en tradition, lød det.
Butikken havde i øvrigt overvurderet, hvor meget is de fem deltagere kunne sætte til livs. Der var omkring 50 bægre klar med is - det blev så delt ud til, hvem der ville have det. Ingen af konkurrencedeltagerne stillede sig i køen.