Mad og drikke

Anette har skabt en kreativ oase - nu med café. Se alle billederne...

Anette Stagstrups virksomhed i Sejerslev har fået vokseværk; Glaskunst kan nydes med kaffe og kage

16. juli 2021 kl. 09:15

Anette Stagstrup fra Event4U, der ligger lige midt i Sejerslev, er en dame, der sætter gang i ting. Hun er kreativ og ser kun muligheder. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da hele landet lukkede ned ad flere omgange. I vinters tog hun beslutningen om at ville lave en café på stedet, hvor hun i forvejen holder coachingforløb og kurser, har glasværksted, butik og Bed’n’Breakfast med plads til 18 overnattende gæster. Og ikke at forglemme vildmarksbadet, der ofte bliver benyttet af gæsterne.

- Jeg har mange vandre- og cykelturister, der bruger det, siger Anette Stagstrup, mens hun tager sig et hvil fra dagens gøremål. Der er overnattende gæster, så morgenmaden skal gøres klar.

Anette Stagstrup ser muligheder frem for begrænsninger. Hun valgte at tro på, at alt nok skulle bliver godt igen. Derfor investerede hun en hel del i penge i at få skabt caféen samt handicapvenlige forhold.

- Det hele bliver kørestolsvenligt. Jeg har også lavet handicaptoilet og -bad, siger Anette Stagstrup.

I caféen kan der sidde 50 både inde som ude. Ønsker man at sidde ude, har Anette Stagstrup skabt små hyggelige rum i haven. Vil gæsterne sidde mere samlet eller under halvtag er der også mulighed for det. Det har hun også brugt en hel del tid på at få skabt.

- Det er fedt, at det hele er samlet her. Det skaber en god sammenhæng, siger Anette Stagstrup, som er klar til at modtage de første busgæster i caféen.

Bestil i forvejen

Anettes café er ikke et sted, hvor man bare kan droppe ind uanmeldt. Eller jo det kan man nok godt, men Anette har behov for, at man bestiller i forvejen. Hun er ene om at passe det hele. Både de fem store glasovne i værkstedet, som ovnen i køkkenet.

- Jeg tror godt, at folk kan forstå, at de skal bestille i forvejen. Folk kommer også til at skulle tage selv, hvis jeg lige er forhindet. Det skal nu nok gå, siger Anette, der bruger den lokale købmand og bager som leverandør.

- Det handler om at støtte lokalt, siger Anette Stagstrup.

Det giver hende en stor frihedsværdi at have stedet i Sejerslev.

- Jeg laver selv meget glaskunst, holder kurser og det hele hænger sammen. Det er simpelthen bare livet, siger hun.

Grønne tiltag

Der er dog én ting, som Anette skal til at vende sig til. Ukrudtet skal hun lade være.

Hun ansøger om Horestas Green Key, og derfor arbejder hun med madspild, affaldshåndtering og bæredygtighed. Derfor står der ukrudt hist og pist.

- Det handler om balancegang, lære at finde de gode rutiner og se charmen i det uperfekte, siger hun.

For at undgå madspild beder hun gæsterne udfylde en bestillingsseddel. Så laver hun det, som gæsterne vil have.

- Og jeg laver sund mad. Det er også det, som vandrefolkene, cykelturisterne og kajakroerne gerne vil have, siger hun.

Når sommeren aftager og der kommer færre gæster, bliver stedet hen over kommende efterår og vinter til et farverigt kunstnersted.

- Jeg skal udstille til foråret i Års, og så lover jeg, at der kommer til at stå glaskunst over det hele. Ude som inde, smiler hun.

Da hun tog springet til at åbne stedet for fem år siden, havde hun ikke drømt om, at det ville nå så vidt på få år.

- Det er bare blevet ligesom, jeg gerne ville have det, siger hun.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu