Billede beskrivelse

25 år som Rema 1000-købmand: Lars fejrede jubilæum

08. november 2025 kl. 06.02

NYKØBING: Skæbnen – og Rema 1000 – ville, at himmerlændingen Lars Skals Jensen fra Aalestrup, hans kone Iben, og parrets tre børn, sønnerne William og Mathias og datteren Christina, for 25 år siden skiftede en ”flyvende kuffert” ud og kørte fra Blåvand til Nykøbing Mors.

Her skulle Lars være byens nye Rema 1000 købmand i Vestergade, og Rema 1000 købmand har han været lige siden, nu med adresse på Vesterbro, hvor kæden opførte en helt ny og topmoderne dagligvarebutik for to år siden på den grund, hvor der tidligere blev forhandlet biler.

Inden Lars kom til Nykøbing, havde familien og han været på lidt af en rejse, hvor han på sit CV kunne skrive fire år hos Fakta, selvstændig sport forhandler, udsendt til Grønland i tre år og hjemvendt derfra åbnede en restaurant sammen med en partner i Blåvand.

- Samtidig med, havde jeg søgt om at blive franchise købmand hos Rema 1000, hvor jeg kom til samtale og fik besked om, at jeg blev sat på en venteliste. Jeg kunne godt lide kædens koncept, hvor man kunne komme ind og etablere sig som selvstændig købmand for en overkommelig investering, siger han.

Restauranten i Blåvand var forberedt til at blive drevet videre af partneren, når muligheden for en Rema 1000 butik bød sig til for Lars. Og ni måneder efter ansøgningen, blev han tilbudt butikken i Nykøbing.

- Dengang var der ikke så mange Rema 1000 butikker, så når chancen bød sig, sagde man ja. Så det gjorde jeg naturligvis, siger Lars.

Billede beskrivelse

Fra første dag, den 1. november år 2000, hvor Lars officielt overtog butikken i Vestergade efter en måneds intern oplæring, var det planen, at Nykøbing fik et Rema 1000 købmandspar, for så snart den i branchen uddannede Iben og Lars, fik et kommunalt pasningstilbud til de tre børn, stod kone og mand side om side om at betjene kunderne.

- Vi havde håbet på, at vi kunne få vores børn passet i Nykøbing, hvor vi bosatte os. Men dengang havde Morsø Kommune problemer med at kunne tilbyde alle børn et pasningstilbud, så derfor blev vi nødt til at flytte til nabokommunen Sallingsund og Glyngøre, som jo på alle måder er en ligeså dejligt beliggende by, som Nykøbing, siger Lars.

Til næste år, er det så Ibens tur til at fejre 25-års jubilæum, og arvefølgen i Skals Jensen familien, som Rema 1000 købmænd, kan i øvrigt være på vej gennem sønnen William.

- William er uddannet værktøjsmager, men har over år fået mere smag for at være købmand. Derfor søgte han job hos mig og er nu butikkens førstemand. Så må vi se, hvad det udvikler sig til, smiler Lars.

Som 58-årig har han nu ikke tænkt sig at gå på pension foreløbig.

- Jeg er bestemt ikke ”over the hill”, så jeg ser frem til mange gode år i vores nye butik, hvor jeg nyder at være og får gode snakke med kunderne. Og så er Nykøbing bare en fed by at være købmand i. Hvilken by af samme størrelse kan skilte med at have et så aktivt handelsliv, som vi har, en turistmagnet som Jesperhus, et Kulturmødet, der tiltrækker tusinder af gæster og det samme med Skaldyrsfestivalen. For ikke at glemme, at vi er kåret til at være Danmarks hyggeligste ferieby og har et Mors-Thy Håndbold, der spiller i landets bedste række. Det er imponerende, hvordan Nykøbing har udviklet sig i de 25 år, vi har været her og fortsat gør det, siger Lars.

Han var i øvrigt på arbejde på sin jubilæumsdag 1. november, for han er ikke typen, der går forrest for at fejre sig selv.

- Jeg ville hellere fejre dagen ved at give vores mange trofaste kunder nogle gode tilbud og en mulighed for at deltage i en lille konkurrence om gavekort til butikken. At nogle gode kolleger blandt Rema 1000 købmændene så ville det anderledes og dukkede op i butikken, var en glædelig overraskelse. Vi nød sammen en god frokost på Café Holmen. Og så er jeg meget glad for alle de lykønskninger, jeg har fået fra kunderne og andre, både i butikken og på sociale medier, siger Lars.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste