Billede beskrivelse

Lokalt destilleri står i spidsen for ny whiskyfestival

06. april 2024 kl. 19.01
Opdateret 06. juni 2024 kl. 13.11

SØNDERHÅ: Drømmen om en festival i Thy har været længe undervejs, og nu bliver drømmen til virkelighed. Den 22. juni 2024 slår Thy Whisky dørene op for en anderledes whiskyfestival med gæster fra ind- og udland.

Der er både plads til de store armbevægelser og de lokale dyder, når Thy Whisky åbner dørene op for deres første Whiskyfestival den 22. juni 2024 på whiskydestilleriet ved Sønderhå i Thy.

- De hyggelige stunder, samværet med venner og whiskyelskere har altid været højdepunkter for os på vores rejse hertil. De sidste år har vi haft tradition for at skyde sommeren i gang med en dag med åbent hus på destilleriet. I år har vi meget at fejre, så vi skruer op for ambitionsniveauet og arrangerer en dag med fokus på kvalitet og hyggeligt samvær, udtaler medejer Andreas Poulsen.

Fornemt besøg fra ind- og udland

Destilleriet, som netop har vundet titlen som Årets Single Estate Whisky Destilleri ved konkurrencen Icons of Whisky i London, har inviteret gæster fra ind- og udland til at fylde gården med aktiviteter.

- Vi har inviteret vores bedste legekammerater, både andre whiskydestillerier og bryggerier i Danmark og udlandet, men også en masse andet indhold som ikke omhandler whisky. For eksempel kigger vinekspert Rene Langdahl forbi for at servere sherry og kafferisteren Omni Coffee Roastery laver åben workshop med friskristede kaffebønner. Det handler altsammen om smag, kvalitet og kvalitetsfødevarer, siger Andreas Poulsen.

Gæstelisten omfatter bl.a. Mackmyra Distillery fra Sverige, Elixir Distillers fra England og Scotch Malt Whisky Society, men også danske kollegaer som Stauning Whisky, Fary Lochan og Sall Whisky Distillery samt bryggerierne Bad Seed og Gamma Brewing.

Der vil være mulighed for at tappe sin egen whisky fra tønden og når dagen går på hæld, er der fællesspisning ved langbordet, efterfulgt af en casual whiskysmagning omkring Skt. Hans bålet.

På dagen fyldes gårdspladsen og destilleriet med liv, smagninger, sanseoplevelser og besøg fra destillerier i ind- og udland.

- Omdrejningspunktet er naturligvis whisky, men vi glæder os også til en sherrysmagning med René Langdahl og ølsmagning med fadlagret øl, siger medejeren.

Til de, som ikke nødvendigvis har lyst til at være til whiskysmagninger hele dagen, er der også løbende åbne, kreative værksteder og mulighed for at nyde naturen og markerne omkring gården Gyrup, hvor Thy Whisky holder til.

Billetter til festivalen købes på destilleriets hjemmeside og inkluderer et Thy Whisky Glas, velkomstsmagning, adgang til dagsprogrammet i destilleriet og gårdspladsen samt aftenprogrammet med whiskysmagning om bålet. Yderligere smagninger tilkøbes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste