Lokalt band og spisested arrangerer støttekoncert for legeplads
Restauranten Agger Darling inviterer til en støttekoncert fredag 20. oktober. Overskuddet går til etableringen af Agger Aktivitetspark på den gamle fodboldbane i Agger.
Der vil være lokale live-koncerter fra kl. 20.00 fra det nyetablerede scene/lydanlæg på Aggers nye spillested, Agger Darling.
Støttekoncerten startes op af WEGO Band, som består at Viggo Iversen og Martin Iversen på guitar og kor, Karsten Iversen på bas og kor og Magnus Gravgaard på trommer. WEGO Band er Viggo Iversens soloprojekt, som blev etableret i 2019. WEGO Band er et koncertband, som fortløbende indspiller engelsksprogede numre og udgiver dem over hele verden via div. musikplatforme og SoMe. WEGO har udgivet flere musikvideoer.
Til støttekoncerten vil der bl.a. blive spillet helt nye numre, som endnu ikke er indspillet. WEGO er meget aktive på sociale medier og har bl.a. en Facebook-profil med 64.000 følgere udover hele verden.
Derefter spiller We Will Follow (WWF) som er 2. generation Iversen-musikere.
WWF spiller kopinumre med blandt andet Coldplay og Minds of 99.
I den vokale forgrund er det Thomas og Martin Iversen på bas. Begge er Viggo Iversens sønner, Adam Stoltenberg Iversen på guitarer og Noah Grøn Iversen på trommer. De to sidstnævnte er Michael Iversens sønner.
WWF har tidlige givet koncerter forskellige steder - blandt andet De Sorte Huse i Agger.
Støttekoncerten afsluttes af Iversen Band - et pop/rock familieband, som efterhånden har spillet Danmark tyndt de sidste 4 årtier og har givet mere end 1000 koncerter og udgivet 7 cd’er/musikvideoer.
Bandets grundstamme er de tre Iversen brødre: Karsten Iversen (bas/kor-lydansvarlig) Michael Iversen (guitar/kor-vokal) og Viggo Iversen (guitar/vokal).
Desuden er Martin Iversen (el-guitar - søn af Viggo) med i bandet, og trommerne varetages lidt på skift af Morten Ruby Nielsen & Noah Grøn Iversen (søn af Michael). Iversen Band fremfører egen tekst og musik - ældre og helt nye numre. Iversen Band udgiver pt. en ny single ca. hvert kvartal. De seneste er Midt i City og Lys og skygge - begge numre er på setlisten til støttekoncerten.
På Agger Darling vil der være udstillet malerier af Michael Iversen & Viggo Iversen. Det vil være muligt at nyde synet af unikke private rav-samlinger.
Billetter kan bestilles - og bliver solgt efter “først til mølle” - princippet. De koster 195 kroner.