Billede beskrivelse

Lokale boksere deltog i årets jyske mesterskaber

06. februar 2024 kl. 07.54

Bokseklubben BK Vitus i Horsens havde arrangeret Jyske Mesterskaber i boksning fra fredag den 2. februar til søndag den 4. februar i Forum Horsens.

Fra Nordjylland deltog boksere fra følgende klubber: Lindholm Bokseklub, Pandrup Bokseklub, Pugilist i Frederikshavn, Brønderslev Bokseklub og Thisted Atlet Club. I alt deltog ca. 150 boksere.

Thisted Atlet Club havde oprindeligt tilmeldt fire boksere til de Jyske Begyndermesterskaber, men desværre var Frederik Kragh Normand blevet syg og kunne ikke deltage, og for Markus Johansens vedkommende var der ingen modstander til ham i hans klasse, så det var kun Anton Thorup og Rasmus Larsen Odgaard, som var sat på kamplisten.

Som de første boksere, der skulle i kamp om lørdagen, var det de to fra Thisted Atlet Club, der var sat på hhv. kamp nr. 1 og 2.

Rasmus Larsen Odgaard skulle i semifinalen møde Ali Al Jamal fra IK Semper i Dunvægt U15 drenge.

Rasmus gjorde en rigtig god figur og kæmpede godt hele kampen igennem. Desværre lykkedes det ikke Rasmus at vinde kampen, så det var en skuffet bokser og træner, der måtte konstatere, at det ikke blev et mesterskab til Rasmus denne gang.

Anton Thorup skulle ligeledes i semifinalen møde Ali Albida fra Aarhus Athlet Klub i Let Fluevægt drenge.

Anton lagde godt ud i første omgang, men hans modstander lykkedes med at vende kampen, så i anden og tredje omgang fik Anton aldrig rigtig styr på kampen. Det var derfor en skuffet Anton og træner Lucas Olesen, der måtte se Antons modstander få armen hevet op kamplederen som vinder af kampen.

Det var et godt arrangeret stævne i gode lokaler, men holdet fra Thisted Atlet Club var ikke tilfredse med resultatet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste