Løftede 8,6 ton på 30 minutter: Rasmus fra Thisted tog guldet med hjem
THISTED: Rasmus Helligsøe Svendsen fra Thisted Vægttrænings Forening kunne tage hjem med guldmedaljen, da der blev afholdt danske mesterskaber i kettlebell-disciplinen “Long Cycle”.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Disciplinen går ud på at løfte kettlebells flest mulige gange på 30 minutter til strakte arme – uden på noget tidspunkt at sætte vægtene fra sig.
Rasmus Helligsøe Svendsen leverede en stærk præstation med i alt 269 løft med to kettlebells på hver 16 kilo. Det svarer til ni løft i minuttet – eller ét løft cirka hvert syvende sekund gennem hele konkurrencen.
Resultatet er en markant personlig rekord for thyboen. Den tidligere rekord lød på 211 gentagelser, hvilket betyder, at Rasmus Helligsøe Svendsen forbedrede sig med hele 58 løft.
Det stiller store krav til både styrke og udholdenhed, og mælkesyren kan for alvor mærkes undervejs.
Hvis andre i Thy eller på Mors har lyst til at prøve kræfter med kettlebell-træning, får de snart muligheden.
Thisted Vægttrænings Forening starter i den nærmeste fremtid et nyt hold med Rasmus Helligsøe Svendsen som træner.