Viola fik sig en dukkert: Se alle vandhundene her
- Det er blevet en tradition, som de absolut ægte vandhunde glæder sig til hvert år. Her får de til at tage springet ud i en af Hanstholm Campings tre pools, hvilket man nemlig ikke må til hverdag, hvis man hedder Bobsi, Bertil, Sofie, Viola og Kenzo.
Denne søndag må man godt.
For nu er badesæsonen slut på campingpladsen, og det 23 grader vand lokker til våd hundeleg. Og populært var det. I to timer strømmede det til med hunde, nogle langvejs fra, der til højlydt gøen hoppede ud i bassinet i svømmejagt på flydende gummi-kødben.
Eventuelt fjendskab mellem hundene blev pludselig herlig vandsjov, og de firbenede kunne lide det.
Vovse-tungerne kom længere og længere ud - for det kostede energi at tumle i vandet og kæmpe sig op igen på den træbro, der var bygget til de særlige gæster.
En tradition
Det er syvende gang, at der var der dømt våd pels på Hanstholm Camping.
- Vi skal snart lukke vandet ud. Men det er jo stadig herligt varmt. Og så er det jo helt uden klor. Det er noget hundene kan lide. Og så er det jo sjovt at kigge på, lød det fra campingpladsindehaver Bent Thodsen, der stod lidt væk fra de vandplaskende herligheder.
For knapt var hundene oppe på tør grund før pelsen fik en rystetur så vandet stod ude til alle sider.
Vand for de ægte vandhunde vender tilbage igen næste år.