Vellykket og flot gymnastikopvisning i Midtpunktet på Thyholm
Ca. 200 havde løst billet til den årlige opvisning.
Så var det blevet tiden for Thyholm Gymnastikforenings årlige opvisning, der som sædvanlig blev flot og vellykket.
Det skete søndag 26. marts. Klokken 13.30 blev dørene åbnet og klokken 14.00 var samtlige 200 publikummer på plads og klar til at overvære den smukke og festlige indmarch. Da alle deltagerne var kommet ind i hallen, bød formand Helena Normand alle velkommen.
Herefter kom det første hold på gulvet, som var nogle af de mindste - nemlig "Krudtuglerne". De gjorde det virkelig godt og lavede en fin opvisning. Herefter gik det slag i slag, hvor de forskellige hold viste, hvad de havde lært og beskæftiget sig med gennem vinteren.
Sluttelig var det elever fra Lyngs Idrætsefterskole, som viste deres kunnen. Det blev en smuk opvisning til stor glæde for både deltagere og de 200 publikummer, som sluttede klokken 16.00.