Der står et stort hold bag ethvert Fyrspil. Sidste år var der endda to heste på rollelisten.
Livet her

Vær med i eventyret hos Fyrspillene i Sydthy

11. november 2022 kl. 12:18

BEDSTED: Hvis man har lidt af en skuespiller i maven, eller hvis man har lyst at være med til alt det praktiske omkring en udendørs teaterforestilling, skal man kigge indenfor på Bedsted Skole mandag aften 21. november, hvor Fyrspillene i Sydthy inviterer til informationsaften.

Fyrspillene i Sydthy har været en fast tradition siden 1984.

Fyrspillet 2023, ”Etaten”, er skrevet som et eventyrspil, der handler om entreprenøren, folketingsmanden og etatsråden Niels Andersen (1835-1911), der er født i Ydby.

Fyrspillets syhold producerer selv alle kostumer til forestillingen. Så der er plads til flere, der er ferme med tråd og saks.

Det er dramatikeren Mads Kamp, der har givet den hæderkronende thybo en nutidig stemme i Fyrspillet 2023.

- Det er en eventyrlig teaterforestilling, der handler om et eventyrligt liv. Fra en beskeden start, hvor han som ung kørte sten og grus til vejene i Thy, blev Niels Andersen storentreprenør ogjernbanebygger. Senere gik han ind i politik og blev folketingsmand, etatsråd og blandt meget andet stifter af det, der i dag er Dansk Arbejdsgiverforening. Det hele er fortalt som et underholdende, moderne eventyr, der foregår i 1800-tallet set med en otte-årigs øjne i nutiden, fortæller formand for Fyrspillene i Sydthy, Heidi Søgaard Madsen i en pressemeddelelse.

Handler om fællesskab

Forestillingen kræver mange medvirkende både på og bag scenen, og Heidi Søgaard Madsen opfordrer alle, der har lyst, til at kigge forbi Bedsted Skole til introduktionsaftenen:

- Vi har brug for skuespillere, både børn, unge og voksne, og også folk, der er interesserede i alt det praktiske: Sceneopbygning, regi, kostume-syning og alt det andet, der hører med til en teaterforestilling. Der kræves ingen særlige talenter, for vi arbejder sammen om tingene, og de erfarne hjælper de nye. Det hele foregår i en god stemning, hvor alle har det sjovt og hygger sig. Vi har et fantastisk fællesskab, når vi arbejder sammen om Fyrspillet. Faktisk er det så sjovt at være med i Fyrspillene, at der er hele ”fyrspilsfamilier” i Thy, hvor både bedsteforældre, forældre og børn er med fra år til år, siger hun i pressemeddelelsen.

Fyrspillene har altid brug for skuespillere, men der er også brug for folk, der kan hjælpe med at holde styr på rekvisitter og regi.

På introduktionsaftenen fortæller instruktør Jacob Jessen om stykket, der opføres på festpladsen i Ydby Skov 28. juni-2. juli 2023.

Fyrspillene i Sydthy

Fyrspillene i Sydthy startede i 1984 med et spil om Lodbjerg Fyr i anledning af 100-året for fyrets indvielse, heraf navnet Fyrspil.

Siden har der været opført Fyrspil hvert år undtagen i 1986, hvor spillet blev aflyst på grund af sygdom og i 2020, hvor årets spil blev igangsat, men COVID-19 udsatte opførelsen til 2021.

Fælles for alle Fyrspil gennem årene er, at de handler om historiske personer med tilknytning til egnen eller konkrete steder i Sydthy, som ofte danner rammen om opførelsen af årets spil.
Fyrspillet 2023 ”Etaten” er ingen undtagelse. Det handler om entreprenøren, folketingsmanden og etatsråden Niels Andersen (1835-1911), der er født i Ydby, hvor spillet opføres.

”Etaten” er skrevet afforfatter, dramatiker, dramaturg og tegner Mads Kamp (f. 1980). Mads Kamp har bl.a. udgivet romanerne ”Tryk” og ”Dag ni”.

Blandt forfatterne til tidligere Fyrspil er også andre kendte navne som Bent Haller og Jytte Borberg.

Mere information: Fyrspillene i Sydthy www.fyrspillene.dk

Annonceret indhold

Nyeste