Unikke lokale madsoplevelser får rygstød
Destination Limfjorden er glade for at meddele, at ansøgningen til projektet "Smag på Limfjorden" er blevet behandlet og har opnået den ønskede bevilling fra LAG Skive-Viborg og LAG Struer- Holstebro.
Det skriver Destination Limfjorden i en omtale.
Med en samlet projektsum på over kr. 500.000 sigter det ambitiøse projekt mod at udvikle nye turkoncepter og oplevelser for turisterne, at skabe unikke madoplevelser "on location" - ude i marken, i stalden eller på spisestederne.
- Vores unikke styrkeposition er Limfjorden, vi vil i dette projekt udvikle og markedsføre nye gastronomiske oplevelser baseret på lokale fødevarer, der har stedbundne kvaliteter og et lavere klimaaftryk, skriver organisationen i meddelelsen.
Gastronomi hitter
Gastronomi er et vigtig strategisk indsatsområde i Destination Limfjorden, og vi arbejder målrettet mod at blive et nationalt fødevaremekka.
- Vi ønsker at gøre os attraktive ved at imødekomme turisternes stigende interesse i sammensatte oplevelser. Gastronomien er blevet en ”Reason to go” for mange feriegæster, og vi har rigtig meget at byde på. Det ønsker vi at få fortalt, så vi kan blive tilvalgt af endnu flere, og dermed skabe øget omsætning hos virksomhederne, udtaler udviklingskonsulent og projektleder Tanja Bonde.
- Vi ønsker at skabe vækst - virksomhedernes vækst skabes igennem produkter der tilpasses det markedet efterspørger. Dette sikres igennem vidensdeling og analyser af trends og tendenser i markedet samt den fælles produktudvikling.
Klima-perspektiv
Oplevelserne vil tage udgangspunkt i lokale producenter og spisesteder, men de kan også kombineres med andre oplevelser og events, hvilket forlænger og udvider den samlede gæsteoplevelse. Eksempler på sådanne events kunne være Skivemødet, Sansefestival og madmødet.
De lokale fødevarer og særligt skaldyrene fra Limfjorden har et lavt klimaaftryk, og det giver Destination Limfjorden en unik mulighed for at gøre de lokale fødevarer til en styrke i deres branding og formidling af fødevarerne og oplevelserne - særligt overfor den voksende gruppe af turister, som ønsker at rejse mere bæredygtigt.