Billede beskrivelse

Unge kvinder trives dårligt: Mange ramt af stress og ensomhed

Sundhedsprofilen 2021 viser, at landsdækkende tendens også slår igennem i Thisted og Morsø kommuner

15. april 2022 kl. 08.00

THY-MORS: Rigtig mange unge mennesker i Thisted og Morsø kommuner trives dårligt og føler sig stressede og ensomme. Det viser de lokale resultater fra den landsdækkende spørgeundersøgelse "Hvordan har du det?", der blev gennemført i 2021.

Sundhedsprofilen 2021 er baseret på svar fra flere end 180.000 danskere. De er blevet spurgt ind til både det fysiske og psykiske helbred.

Et af de markante resultater er, at specielt de unge kvinder føler sig meget mere stressede nu end tidligere. På landsplan er det mere end hver anden af de unge kvinder i 16-24 års alderen, der scorer højt på stressskalaen. I Thisted Kommune er det 44,5 procent af de unge kvinder, mens tallet i Morsø Kommune er 41,1 procent. For de unge mænd i samme aldersgruppe er tallene henholdsvis 25,8 procent og 31 procent.

Det er også blandt de unge kvinder, der er flest, der angiver, at de har et dårligt mentalt helbred. I Morsø Kommune er det mere end hver tredje, nemlig 37 procent, mens tallet i Thisted Kommune er 29,2 procent. I stort set alle aldersgrupper gælder det for begge kommuner, at det er kvinderne, der har den dårligste mentale sundhed.

Undersøgelsen er foretaget under coronaepidemien, hvor skoler og mange fritidsaktiviteter var lukket ned, hvilket kan have indflydelse på svarene. Generelt er andelen af borgere, der føler sig ensomme, steget i begge kommuner. I Morsø Kommune har 11 procent svaret, at de føler sig ensomme, mens det gælder 12,1 procent i Thisted Kommune. Men igen er det de unge, der giver særlig grund til bekymring, idet ikke færre end hver fjerde ung mellem 16 og 24 år er ensom.

Færre rygere

På plussiden tæller, at andelen af borgere, der ryger dagligt, falder år for år. I 2013 var det 21,3 procent af borgerne i Morsø Kommune, der var dagligrygere. I 2021 var det tal faldet til 16,9 procent. Det er blandt kvinder i 45-64 års falderen, der er flest rygere, nemlig 25,1 procent.

I Thisted Kommune er andelen af dagligrygere faldet fra 18 procent i 2013 til 15,5 procent i 2021. Her er det mænd i alderen 25-44 år, der ryger mest, idet andelen af rygere i den gruppe udgør 21,6 procent.

Andelen af borgere, der drikker mere end 10 genstande om ugen, er også faldet støt i begge kommuner.

Til gengæld bliver der stadigt flere overvægtige. I Morsø Kommune er andelen af borgere med et BMI på over 30, hvilket betegnes som svær overvægt, steget fra 15,6 procent i 2013 til 23,1 procent i 2021. Det er især kvinder i alderen 45-64 år, der har for mange kilo at slæbe rundt på, idet hver tredje kan betegnes som svært overvægtig. Også blandt de 25-44 årige er det især kvinderne, der er for tunge.

I Thisted Kommune er andelen af svært overvægtige steget fra 16,5 procent i 2013 til 22,4 procent i 2021. Der er lidt flere kvinder end mænd, der vejer for meget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste