Under den brune bro
Ejerslev Havn lukkede på flotteste vis det hul, der blev gravet tidligere på ugen
EJERSLEV: I mandags blev der slået hul fra havnebassinet i Ejerslev Havn ind til lagunen. Torsdag blev der så lagt en smuk brun bro hen over det otte meter brede gab.
Det tog ikke Ronny Hansen fra firmaet Wood-ways.com i Skanderborg mere end et par timer at levere den bestilte vare, der blev løftet på plads og forankret til spunsvæggene. Herefter manglede der kun detaljer med at nivellere gangpassagen og sikre den med siderækværk.
- Den skal nok blive stående, når først terrænet bliver pakket op mod den med stabilgrus. Vi er de eneste, der producerer denne type broer i hårdttræ. Den skulle gerne kunne holde i 50 år. Vi har bygget den i tre bæredygtige træsorter alt efter, hvad der passer bedst til de funktioner, træet skal opfylde, siger Ronny Hansen.
Wood-ways.com har bygget broer med et spænd op til 32 meter, så denne opgave hører ikke til de største. Men den svagt buede træbro fremstår som en æstetisk nydelse, der er med til at løfte Ejerslev Havn til glæde for lokale og turister. Den første kajakroer var ikke sen til at padle under broen. Der er 3,5 meter passage op til brovangerne, så kanoer, kajakker, joller og motorbåde vil ikke have svært ved at sejle ind og ud af lagunen, hvor vanddybden i renden er 2,5 meter.
Bestyrelsen for Ejerslev Havneforening var tilfredse med resultatet og vil nu få detaljerne på plads, så det samlede anlæg ved lagunen kan indvies af borgmester Hans Ejner Bertelsen søndag 7. august.