TV2 blev “snydt” af vild vindmåling: Derfor blæste det slet ikke så meget, som det så ud til
Det blæste godt torsdag. Men ikke så meget, som man skulle tro, hvis man sad og så på TV2's vejrudsigt på om eftermiddagen.
Her fortalte grafikken, at der blev målt 34,6 meter i Hanstholm. Det er meget og svarer til orkan.
Men faktisk blæste det kun ud over dagen omkring 20-25/27 meter - altså en stormende kuling.
- Så det er lidt misvisende at sige, at det blæste 34,6 meter i Hanstholm. Fordi det var kun i få minutter, at vindmåleren viste den måling, fortæller Jesper Røge Nielsen, der er havnevagt i Hanstholm.
Byge gav udfald
Forklaringen er, at vinden kortvarigt kl. 16.50 – i nogle få minutter, røg fra 25,4 og til 34,6 meter.
Allerede kl.17.00 var den igen tilbage omkring 26 meter, og kl. 17.10 var vinden kun på 22,40 meter i sekundet.
- Det er noget som vi, der har sejlet, kender. Når der kommer en byge, så kommer der næsten altid et sus og kraftig vind et øjeblik. Det er meget kortvarigt. Så det var lidt misvisende, at det skulle blæse så meget i Hanstholm, for så meget blæste det slet ikke , lyder det fra havnevagten.
Han betegner torsdagens og natten til fredags blæsevejr, som “kun” en stormende kuling.
Der var til gengæld pænt store bølger. Torsdag kl. 18.50 nåede de 7,24 meters højde.